Modig mor deler hjerteskærende billede af sin 18 uger gamle dødfødte søn

Ninna Andreasen

410 uger siden

|

07/02/2017
Fuldstændig hjerteskærende. Vi skal advare om stærke billeder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Intet er så smerteligt som tabet af et barn. Når barnet oven i købet aldrig har trukket vejret, bliver savnet endnu mere diffust og også sværere for omverdenen at håndtere.

Sådan var det også for Heather Miller, da hun fødte en dødfødt søn i marts sidste år. Før fødslen blev sat i gang, blev hun stillet to spørgsmål. Ønskede hun at holde barnet, når han var født? Ønskede hun at få taget billeder af ham? Hendes svar var prompte nej.

Det skriver The Mirror.

Et par år før havde kvinden fra Texas set et opslag på Facebook, hvor et forældrepar delte billeder af deres dødfødte barn. Hun tænkte, at det var morbidt, og scrollede videre ned i sit Facebook-feed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Da hun selv stod i samme situation, ville hun heller ikke have taget billeder af barnet. Hendes mand, Christopher Miller, ville dog gerne både holde sit barn og samtidig have et minde om det i form af et foto.

Parret havde været gift i et halvt år, da de fandt ud af, at de skulle være forældre. Men ved 18 ugersskanningen var noget galt. Der var ingen tegn på liv. 15 timer senere havde Heather Miller født sin søn. Han havde navlestrengen viklet om halsen.

- Vi døbte ham efter vores bedstefædre, som begge gik bort kun uger og måneder før fødslen, siger Heather Miller.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Da hun blev spurgt, om hun ønskede at holde barnet eller have billeder af ham, blev hun skræmt.

- Jeg var ikke stærk nok til at se det. Min logiske side tænkte, at jeg aldrig ville kigge på de fotos. De ville være for morbide og smertefulde, og det kunne jeg ikke udsætte mig selv for, siger hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Men den beslutning var truffet alene på baggrund af frygt. Det var mandens holdning, der fik hende til at ændre opfattelse. Det fik også en sygeplejerske til at fortælle, at hun i alle sine år på fødegangen aldrig havde oplevet, at et forældrepar til et dødfødt barn havde fortrudt at have holdt det.

Tværtimod kom fortrydelsen ofte, når man ikke havde set barnet en første og sidste gang.

- Jeg vidste, at jeg aldrig kunne nægte min mand en chance for at holde sit barn eller holde ham fra at fotografere ham, lyder det fra Heather Miller.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hendes eneste ærgrelse er nu, at hun ikke holdt sin søn i længere tid.

I dagene og ugerne efter fødslen var parret enormt forsigtige med, hvem de delte billederne med. Men en snak med en anden mor, som havde oplevet det samme, fik Heather Miller til at skifte mening. Responsen har hovedsageligt været positiv.

De få negative kommentarer, der var, tog parret sig tid til at svare på. Alle – med undtagelse af én – undskyldte og takkede dem for at hjælpe dem med at forstå, hvorfor de havde valgt at dele billederne.