Fotografen April Shepperd har delt en helt særlig historie. Nemlig historien om Bobby Moore, der skulle tage afsked med sin kone gennem 59 år.
"I dag har jeg været vidne til en historie om kærlighed. Ikke den slags kærlighed, der deles mellem unge mennesker, der er halvfyldte med passion og toppet med hormoner. Det var ikke den slags kedelige kærlighed, der opleves af nygifte, der er optaget af idéen om eksklusiv kærlighed og drømmen om et lykkeligt liv," fortæller April.
"I en verden som vores, hvor løfter bliver brugt hurtigere, end de bliver givet, var det, jeg så i dag, en sjældenhed. En diamant."
Men April har været heldig at opleve, hvordan ægte kærlighed ser ud, og det er netop det, der ligger til grund for, at hun har valgt at dele historien om Bobby.
"I dag så jeg en mand. En knust mand, der stod bøjet det kæreste han havde."
"Da han trådte ind i lokalet, gik han ustabilt. Hans øjne var rettet mod målet i den anden ende af lokalet. En grå kiste. Halvdelen af låget stod åbent. Den lukkede halvdel var prydet med en smuk buket og bånd, hvor man kunne læse ordene 'kone' og 'mor'."
Da Bobby nåede op til kisten, lænede han sig ned for at sige et sidste farvel til sin kone gennem næsten 60 år.
"Han lænede sig ned og kyssede hendes læber. Hans skrøbelige krop rystede og havde tydeligt svært ved at holde sig oprejst. Så blidt og blødt kom hans ord til hende. Han har sikkert sagt disse ord tusindvis af gange. Men i dag var en speciel dag."
"'Jeg ved, du ikke kan høre mig,' hviskede han. 'Men jeg elsker dig'. Og hans tårer trillede ned af kinderne."
Foto: April Shepperd
Bobby valgte derefter at sætte sig på en stol ved siden af kisten, hvori hans kone, som han havde været gift med i 59 år, men haft ved sin side i endnu flere år, lå.
"En stok på hans højre side, hans afdøde kone til venstre. Her sad han i næsten en time. Han strøg hendes arme og holdte hende i hånden. Det var som om, at han trøstede hende, men sandheden var, at han trøstede sig selv," fortæller April.
"Det forekom ham ikke forstyrrende, at hendes hud var kold og hendes krop stiv. Det gjorde ham heller ikke noget, at hun ikke reagerede på de ord, han hviskede. Hvor mærkeligt det end virkede, kunne dette have været en normal stund fra enhver aften derhjemme."
Da familien begyndte at dukke op og træde ind i lokalet, blev han siddende ved kisten. Han holdt hende i hånden og strøg hendes hår.
"'Hun ser godt ud, gør hun ikke?' spurgte han, da hans børn nærmede sig. Alle var enige. Og de græd."
Bobby var ved hendes siden i næsten fem timer. Til sidst var han helt udmattet. April skriver, at Bobby viste mere barmhjertighed i en tid med sorg, end mange gør gennem et helt liv.
"Jeg stod i ærefrygt og så på," lyder det fra April, der fortsatte:
"Aldrig havde jeg set en mand så ødelagt og berøvet af sin lykke af dødens forbandelse. Da jeg så på ham, begyndte jeg at tænke. Hvad skulle han gøre i morgen og dagen efter? I dag var den nemme del. I dag var hun her stadig, liggende ved siden af ham. Hun kunne røres og ses og kysses. I morgen, efter hun er lagt dybt i jorden, og han kommer tilbage til sit hjem, hvad så?"
"Hendes ting vil stadig være der - lugten af hendes hud, indkøbslisterne hun har skrevet på, hendes yndlingsstol, rester i køleskabet, sengen. Deres seng. Hvordan sover man alene efter 59 år ved siden af sin bedste ven? Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville kunne sove igen."
"I dag har jeg været vidne til en historie om kærlighed," runder April af.
April fortæller også, at det er Bobby og familien, der har ønsket, at hun har delt historien og billedet. Det var ikke meningen, at historien skulle deles, da den var skrevet for hendes egen skyld.
