Linda og Magnus fandt en ballon i et træ: Da de så, hvad der stod på sedlen, ringede de omgående til nummeret

Henrik Rothenbücher

178 uger siden

|

18/06/2021
Viralt
Privatfoto
Privatfoto
Linda tog chancen, da hun så en seddel med et telefonnummer på en ballon.

Dagens topnyheder

Linda Taule fra Naustdal i Norge var ude at vandre sammen med sin syvårige søn Magnus, da de kom til at kigge op i et træ, hvor der hang tre balloner.

Mor og søn fik hevet ballonerne fri af træet og så, at der stod en seddel på med løftet om, at finderen af disse balloner havde vundet en præmie. De skulle dog først ringe til et telefonnummer, der stod anført. Det skriver mediet Southernstar.

Linda “tog chancen”, men blev overrasket af en irsk kvinde i den anden ende af røret, som blev mindst ligeså overrasket over at høre fra Linda.

Kvinden arbejder i handelskammeret i byen Dunmanway i West Cork og har til opgave at promovere de lokale virksomheder og byen. Hun lovede, at Linda og hele hendes familie – herunder manden Viggo Leikanger og deres tre børn, der foruden Magnus på syv år tæller døtrene Nora på fem og Pernilla på ni  – fik en rejse til Irland i 12 dage med alt betalt som en slags "findeløn".

Ballonerne viste sig at være sluppet løs som en del af et velgørenhedsarrangement i Irland ved juletid sidste år, men ingen havde regnet med, at de tre af dem ville ende op 2.500 kilometer væk i Norge, hvor de altså blev fundet et halvt år senere.

"Her på handelskammeret har vi stadig svært ved at fatte, at nogle af de balloner, vi slap løs til velgørenhedsarrangementet sidste jul, har skabt sådan en utrolig historie. Vi håber, at Linda og hendes familie får en helt uforglemmelig tur herovre. Vi glæder os til at vise vores smukke by frem og har travlt med at planlægge en masse sjove aktiviteter for familien," siger Helen O’Reilly fra handelskammeret i Dunmanway.

Flere private virksomheder og selskaber står nu i kø for at donere oplevelser, aktiviteter, gaver, flybilletter og hotelophold til familien, selvsagt for at få en bid af kagen ved omtalen af historien, så mon ikke familien får en uforglemmelig og ikke mindst gratis tur.