Den amerikanske hundeejer Brenda Guerrero kom galt afsted, da hun fredag forsøgte at give familiens hund Scarface en julesweater på i baghaven ved deres hjem i staten Florida.
Scarface, som er et gadekryds med Pitbull Terrier, bed 54-årige Brenda Guerrero i armen. Hendes mand Ismael Guerrero og deres søn Antonio Harris forsøgte at komme hende til undsætning, men det fik efter sigende hunden til at angribe.
Det skriver NY Daily News.
Antonio Harris skulle have stukket Scarface i hovedet og nakken med en kniv, hvorefter det lykkedes for familien at komme ind i huset og i sikkerhed for hunden, som de efterlod ude i baghaven.
Brenda Guerrereo Foto: Facebook
Animal Control nåede frem til stedet, og det lykkedes dem med noget besvær at få fat i Scarface, som nu skulle være endt i myndighedernes varetægt.
Ifølge barnebarnet Tina Harris, er Brenda Guerrero blevet opereret og er ved at komme sig ovenpå den voldsomme hændelse.
Hun beskriver sin bedstemor som en dyreelsker og fortæller, at hun aldrig havde oplevet hunden som aggressiv over for den midaldrende kvinde.
- Hun var virkelig knyttet til den hund, siger Tina Harris til NY Daily News.
Ifølge lokale myndigheder var Brenda Guerrereos skader alvorlige, men dog ikke livstruende.
Det står endnu ikke klart, om hunden vil blive aflivet efter den voldsomme hændelse.