I Australien advarer supermarkedskæden Woolworths nu deres kunder mod at købe butikkens jordbær.
Det sker efter, at flere kunder i de to delstater Queensland og Victoria til deres skræk har fundet synåle gemt i det søde bær. Det skriver New York Post.
Foto: Facebook
Den uhyggelige opdagelse blev første gang gjort, da Hoani Hearne sammen med en kammerat købte en bakke med jordbær i en Woolworths-butik i byen Brisbane. Uheldigvis kom den 21-årige Hearne til at spise et jordbær, hvori der gemte sig en nål, og den unge mand blev efterfølgende hastet til det nærmeste hospital med alvorlige mavesmerter.
Siden har også andre kunder fundet synåle i jordbær købt hos supermarkedskæden. Det har nu fået Woolworths til at advare deres kunde og opfordre dem til enten at smide de indkøbte jordbær ud eller opsøge butikken og få deres penge tilbage.
Samtidig har man valgt at trække de to jordbær-mærker Berry Licious og Berry Obsession tilbage, da det er disse mærker, der er blevet udsat for den kriminelle handling.
Hos jordbær-producenten The Queensland Strawberry Growers Association, mener man, at det skræmmende fund skyldes en tidligere medarbejder hos Woolworths.
Foto: Facebook
Det menes nemlig, at den unavngivne medarbejder har set sig så gal på sin tidligere arbejdsplads, så han i hemmelighed - inden hans ansættelse stoppede - puttede synåle i adskillige jordbær i butikkens frugt og grønt-afdeling.
- På nuværende tidspunkt har vi grund til at mistænkte, at en utilfreds og tidligere medarbejder muligvis har stået bag hændelsen, hvorved synåle er blevet fundet i flere jordbær i Queensland og Victoria, lyder det fra The Queensland Strawberry Growers Association i en pressemeddelelse.
Også australsk politi mener, at den chokerende handling er blevet udført med det bevidste mål at skade andre mennesker.
- Det er blevet gjort fuld ud bevidst for at skade andre. Politiet har talt med med den person, der bestyrer jordbærproduktionen og de hjælper os med efterforskningen, lyder det fra Terry Lawrence fra politiet i Queensland.
LÆS OGSÅ: Seneste finansnyheder på Business24.dk