Johannes Christian Bollmann fra Bornholm har skabt masser opmærksomhed for sin brugtbilsannonce.
Den morsomme annonce er indrykket på facebooksiden 'Gratis & køb/salg Bornholm', hvor man nu har mulighed for at købe bornholmerens brugte Citroen Berlingo fra 2004.
De etablerede brugtvognsforhandlere er berygtede for deres evne til at lovprise selv de værste skrotbunker, og muligvis derfor har den bornholmske bilejer valgt en usædvanlig tilgang til at få solgt sit køretøj.
For i stedet for at lovprise den brugte familiebil, der gerne skulle indbringe ham 10.000 kroner, har Johannes Christian Bollmann valgt en ærlig salgsstrategi.
Sælgeren kalder nemlig sin bil for noget lort.
I salgsannoncen kalder han bilens farve for 'Prins Nicolai-blå', og du finder ridser og mærker fordelt jævnt i lakken på den 12 år gamle bil med skydedøre.
Der er også masser af ekstraudstyr i køretøjet:
- Kæmpe kopholder til urnen med dine testikler, lyder den i den originale salgstale på nettet, hvor annoncen nu bliver delt i stor stil på de sociale medier.
Johannes Christian Bollmann skriver, at bilen starter næsten hver gang.
Der venter dig en længere rejse, hvis du på nuværende tidspunkt er interesseret i en prøvetur i den Berlingo'en.
- Bilen befinder sig ca. så langt væk fra civilisationen som det er fysisk muligt i Danmark, da den står i Østermarie på Bornholm, lyder det fra den humoristiske sælger.
Han oplyser, at man kan se bilen ved at mødes med ham ved grillen på havnen i Rønne.
Mulige købere skal dog være klar over, at de nedslidte sommerdæk ikke længere er i stand til at holde på luften - derimod sidder de solidt fast på fire alufælge.
De fire vinterdæk, der følger med i handlen, er også slidt ned.
- Hader du dit liv bare margenært mere end mig, så køb venligst min bil, lyder det fra den ærlige bilejer, der opfordrer andre til at dele annoncen.
- Del den også gerne med din svigermor, din tidligere ven, der løb med dine kone, din gamle chef, eller andre, der fortjener timevis af lidelse i deres liv.
Læs hele annoncen her:
Citroen Berlingo 1,6 Family 2004 lort.
Farve: Prins Nicolai-blå-metallic, med jævnt fordelte ridser og mærker i lakken. Begyndende rust i dørene....massere af ekstraudstyr: kæmpe kopholder til urnen med dine testikler, glasruder, sidespejl, stofbetræk på sæderne, måtter, 3 pedaler, håndbremse, skydedøre så dine møgunger ikke smadrer bildøren op i den nye Audi A6 som du ikke har råd til, foran Kvickly, 4 vinterdæk, der er slidt ned, til banekørsel. 4 sommerdæk, der er så nedslidte at de ikke holder luft.
Til gengæld sidder de på 4 alufælge. Bilen starter næsten hver gang - der er vrøvl med starteren og den skal nok skiftes! Mange nye dele i kobling og bremser, da den har været mere hos mekanikeren end hos mig. Synet i efteråret 2016.
Bilen befinder sig ca. så langt væk fra civilisationen som det er fysisk muligt i Danmark, da den står i Østermarie på Bornholm. Vi kan dog mødes foran grillen på havnen i Rønne.
Hader du dit liv bare marginært mere end mig, så køb venligst min bil! Del den også gerne med din svigermor, din tidligere ven, der løb med dine kone, din gamle chef, eller andre, der fortjener timevis af lidelse i deres liv.