Lasse Törnebohm trådte ind på arbejdsmarkedet som 15-årig.
Nu, som 62-årig, bærer kroppen præg af mange års slid, og smerter er blevet en fast del af hverdagen. Alligevel synes pension stadig at være en fjern realitet.
"Du har givet så meget til samfundet. Jeg synes, man skal værdsættes mere," udtaler Lasse til mediet Dagens Arbete.
Han er CNC-operatør hos SKF i Katrineholm, hvor arbejdet består af overvågning af processer og en god portion tunge løft.
"Drømmesituationen ville have været at kunne gå på pension nu. At få noget ud af pensionisttilværelsen. Men det er økonomisk umuligt," forklarer han.
Ironisk nok er økonomien ikke det, han er mest bekymret for. Det handler i stedet om friheden. Friheden til at kunne nyde pensionstilværelsen med en krop, der stadig fungerer.
"Jeg har set det for mange gange med folk omkring mig. De sidder bare derhjemme og har det dårligt," siger Lasse.
Langt fra den eneste
Lasse er langt fra den eneste, der har det sådan.
Mange industriarbejdere frygter, at de ikke kan holde til de stigende pensionsaldre. Mens funktionærer ofte starter deres arbejdsliv senere og har mindre fysisk belastende jobs, forventes alle stadig at arbejde lige længe.
Simon Elfström Schönbeck, der har titlen som efterforsker, mener, at pensionssystemet er forkert skruet sammen og peger på, at nogle rammes hårdere end andre.
Han kaster også lys over, at folk uden en videregående uddannelse i gennemsnit lever to år kortere end akademikere.
"På den måde kan man sige, at arbejdere 'subsidierer' funktionærernes pensioner," siger han.
Lasse ved godt, at han kommer til at arbejde videre til han fylder 65 - og sikkert også længere. Han håber dog, at hans arbejdsplads vil tilbyde en ordning, så han kan få en blidere overgang. Indtil da bider han smerterne i sig.
