100-årige Grete blev glemt på toilettet: Så skrev hun et nødråb på Facebook

Sol Stoffregen

427 uger siden

|

15/10/2016
Viralt
Foto: Shutterstock.
Foto: Shutterstock.
Grete ventede og ventede på at få trukket sine bukser op af personalet på plejehjemmet, men så tog hun sagen i sin egen hånd.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom man er 100 år og bruger kørestol på grund af en manglende hofte, kan man sagtens have styr på sociale medier. Det er Grete Alstrup Larsen fra Store Hedding på Sydsjælland bevis på, skriver magasinet Femina i en særlig guldudgave.

Da den mentalt friske kvinde, der blev født under første verdenskrig, blev glemt på toilettet i en time på sit plejehjem, hvor hun skulle have trukket bukserne op og hjælpes over i sin kørestol, var hun ikke i tvivl om, hvad hun måtte gøre.  

Efter hun langt om længe havde fået hjælp, fandt hun sin iPad frem og skrev et opråb på Facebook. Det var helt bevist, at hun ikke kontaktede kommunen eller borgmesteren over toilet-situationen.

- Nej, jeg skrev det på Facebook, det hjælper bedre. Der var 93, der svarede den første dag og gav mig ret, fortæller Grete, der også bruger Messenger og Skype, til Femina.

Grete Alstrup Larsen er ikke vred på personalet på plejehjemmet, men på at sundhedssektoren er blevet sparet væk til ukendelighed.

- Jeg er ellers ikke en, der råber højt, men det blev for meget. Så blev jeg vred. Jeg sad derude og ventede i en time. Det er jo under al kritik. Der bliver sparet for meget. De stakkels mennesker, der løber rundt her, har kun to hænder og to ben. Det er sådan set på deres vegne, jeg er vred, forklarer den 100-årige dame til Femina.

Selvom Gretes opråb på Facebook har fået folk til at reagere, er forholdene stadig de samme på plejehjemmet til Gretes store sorg.

- Men man føler ikke, man er noget værd. Man er bare sådan sat til side….Det er jo ikke sjovt at sidde her sådan som en fange faktisk og få maden sat ind. Det er ikke noget liv, lyder det fra Grete overfor Femina. 

Episoden på toilettet fandt sted i marts i år.