Hubble opdager flydende vand på planet 110 lysår væk

Jakob A. Overgaard

276 uger siden

|

11/09/2019
Videnskab
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Flydende vand er ekstremt sjældent på andre planeter, men nu har Hubble spottet en såkaldt super-jord, hvor det findes.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Indtil nu har der endnu ikke været observationer af jordlignende exoplaneter med flydende vand, men det har Hubble rådet bod på. Dette unikke himmellegeme kaldes indtil videre for K2-18b. Planeten er en såkaldt super-jord, som er en planet med en masse og størrelse, der kan sammenlignes med Jordens.

K2-18b befinder sig i et solsystem, hvor den befinder sig i den såkaldte guldlokzone, som er den afstand fra stjernen, hvor vand kontinuerligt kan eksistere i sin flydende form. I astronomisk forstand findes planeten i vores baghave, kun cirka 110 lysår væk fra Jorden. 

Idet der findes uendeligt mange planeter, så er der selvfølgelig mange, der befinder sig i guldlokzoner. Der er også mange planeter, hvor der er vand, men dette er første gang, at der er observeret en planet, hvor begge ting er tilfældet.

Forskere har ved hjælp af data fra Hubble fundet bevis for både flydende vand og vanddamp. Det antyder en vandcyklus som den på Jorden, hvor der sker en fordampning og derefter en kondensation.

Ingen rumvæsner

Man kunne foranlediges til at tro, at der så kunne være store chancer for liv på denne planet. Det er dog ikke tilfældet, da solsystemets røde dværgstjerne bombarderer planeten med stråling. ”Det er meget usandsynligt, at denne planet er beboelig for liv, som vi forstår det,” fortæller Hannah Wakeford fra Space Telescope Science Institute til Nature.

Selvom det ikke er sandsynligt, at der findes liv på planeten, så giver fundet optimisme i forhold til at finde lignende planeter, hvor livet kan opstå. Bare i vores egen galakse findes der sandsynligvis mange planeter med flydende vand i guldlokzoner. Nogle af disse planeter kredser med garanti rundt om mere venlige stjerner end K2-18b gør.