Hvor øst og midt får sol og forårsstemning, står vesten op til gråvejr og køligere temperaturer.
Men det er kun begyndelsen på et weekendvejr, der byder på både sol, skyer og et ordentligt skvæt regn.
Sol og regn
Ifølge DMI bliver fredag forårsagtig i den østlige og centrale del af landet.
Her kan man forvente masser af sol, aftagende vinde og temperaturer mellem 10 og 15 grader.
Længere mod vest ser det dog anderledes ud. Her bliver dagen præget af skyer og lidt regn i eftermiddagstimerne, og temperaturen sniger sig kun op omkring otte grader.
I aften og i nat bevæger skyerne sig fra Jylland og videre mod øst.
Når vi vågner lørdag morgen, vil store dele af Sjælland og øerne derfor være dækket af skyer.
Det klarer dog op i løbet af dagen.
Kun bortset fra på Bornholm, hvor skydækket ser ud til at hænge ved.
Temperaturerne kommer til at ligge mellem 8 og 13 grader, og vinden bliver fra vestlige retninger.
Søndagen bliver våd og blæsende
Natten til søndag rammes Danmark af et lavtryk med tilhørende fronter.
Det betyder regn til hele landet først på dagen, efterfulgt af opklaring og byger – nogle steder med hagl.
Vinden tiltager og går fra sydvest til vest, og den vil flere steder føles frisk til hård.
Der er endnu usikkerhed om, hvor meget regn der falder, men DMI skønner mellem 5 og 15 mm.
Herefter ser det ud til, at den tørre og mere stabile vejrtype vender tilbage i næste uge. Så weekenden bliver kort sagt en blandet omgang – med lidt for enhver smag.