Da romantikken som periode så sit første lys omkring år 1800, var universalromantik den fase, der lagde grunden til hele periodens syns på omverdenen.
Denne relativ korte periode går fra 1800 til 1807, tog udgangspunkt i et holistisk verdenssyn, der kaldtes organismetanken.
Kunst, videnskab og sågar natur og historie blev alt sammen set som bestanddele af en større helhed/organisme, der ligesom et liv har faser.
Disse faser er opgang, modning, nedgang og naturligvis død. Romantikken selv er ingen undtagelse og universalromantikken er altså periodens opgang.
Universalromatikken
I starten af 1800-tallet i byen Jena i Tyskland ser universalromantikken sit lys, da nogle af de studerende på byens universitet begynder at eksperimentere.
Blandt de studerende er blandt andre teologen Friedrich Schleiermacher, digterne Johann Ludwig Tieck og Novalis samt naturfilosoffen F.W.J. Schelling, og på hver deres måde blander de form, indhold og genrer, fordi de har ønsker om at skabe det ultimative kunstværk, og fordi de mener, at der er en sammenhæng mellem ting. Og deres idéer om sammenhæng og ånden, der er til stede i alt begejstrer.
De spreder sig ikke bare i Tyskland, men også til andre lande som Frankrig og Storbritannien.
Ånden i universalromantik
Når man taler om perioden, taler man ofte om ånden. Man mente nemlig, at alt var gennemstrømmet af den samme guddommelig kraft/besjælet med den samme ånd, hvad enten det drejede sig om eksempelvis videnskab eller kunst.
Naturforskeren og filosoffen Henrich Steffens bragte universalromantik med sig til Danmark fra Tyskland i 1802 og bredte den ud til de ivrige tilhører ved sine forelæsninger i København.
Dermed udbredte han også panteismen, den religiøse version af universalromantikken herhjemme, altså tankerne om, at alt har en dybere mening, og at alt er besjælet med en guddommelig kraft.
Man skulle måske tro, at kirken begejstret ville tage imod sådan noget som panteisme, hvor Gud er en del af alt stort som småt, men kirken var alt andet end begejstret, og universalromantikernes udlægning faldt ikke i god jord. Faktisk rasede kirken mod det kætteri, som den anså panteismen for at være.
Til gengæld vandt disse tanker blandt andet genlyd hos folk som Schack von Staffeldt og Carsten Hauch, samt den i dag mest kendte kunstner fra universalromantikkens periode, Adam Oehlenschläger.
Med organismetanken kom begrebet platonisme også til at spille en rolle som et stærkt symbol på universalromantik ikke var præget af en opdeling af krop og sjæl på samme måde.
Platonismen beskriver nemlig, hvordan sjælen holdes indespærret af den fysiske verden, at den er fængslet. Der bygges med nyplatonismen videre på idéen om, at der eksisterer et fysisk rige ved siden af det åndelige, men hos universalromantikkerne er alt en og samme ting, så de kæmper med dualismen.
Kunstnerne i perioden havde kronede dag, da de blev anset for at have særlig adgang til det åndelige/guddommelige, og fordi de formåede at binde det sammen med deres det jordiske i deres kunst, hvad enten der var tale om billeder eller tekst.
De var særligt udvalgt, og deres kunst var så at sige guddommelig og skabte indsigt.
Det var altså ikke blot et spørgsmål om underholdning, og det er ikke forkert at sige, at kunstnerne i perioden tog sig selv meget højtideligt.
Dermed fødtes også tanken om det geniale individ, der ikke var hæmmet af den sociale arv, men kunne bevæge sig mellem klasseskel i samfundet, som H.C Andersen senere skulle blive det mest kendte eksempel på.
Universalromantikkens kendte værker
Blandt de mest kendte værker fra denne første og vigtige fase af romantikken i Danmark er digtet Guldhornene af Adam Oehlenschläger fra 1802, der har adskillige af de universalromantiske træk, deriblandt den føromtalte guddommelighed, som optog universalromantikernes tanker.
Hornene er eksempelvis en gave fra selveste de nordiske guder til mennesket.
Og mere specifikt til det jævne menneske (bønderne), der finder dem i naturen, mens de lærde søger forgæves i deres materielle verden af bøger.
Dertil kommer de mange besjælinger der benyttes som sprogligt virkemiddel, hvilket også er flittigt brugt i denne periode.
De mennesker der finder gaven fra fortiden (guldhornene) beskrives også som uskyldige. Det uskyldsrene er også et tema, der ofte går igen inden for romantikken.
Universalromantikerne søgte ofte tilbage til fortiden, nærmere betegnet vikingetiden, som de opfattede som landets storhedstid.
De var fascineret af den nordiske mytologi, hvorfor det guddommelige der ofte refereres til mange gange ikke er den kristne og enevældige gud, men derimod de gamle nordiske guder, hvilket også forklarer den kristne kirkes store uvilje mod universalromantik generelt.
