Hvis du var en af dem, der heppede på Lise Vandborg og Michael Christensen tilbage i 2016, da de deltog i TV 2-programmet ‘Nybyggerne’, så er der godt nyt.
Lise Vandborg og Michael Christensen, der rent faktisk gik hen og vandt TV 2's 'Nybyggerne' i 2016, er nu klar til at tage seerne med på endnu et byggeeventyr.
Det oplyser Lise Vandborg selv i et opslag på Instagram.
Parret, der første gang fascinerede seerne med deres byggeprojekt i Farum, har siden da bygget et stort hus i Skørping, som følgere har kunnet følge med i på Lises instagram. Dette hus har dannet rammen om deres tre børns opvækst, men nu er tiden kommet til en ny begyndelse.
I et nyligt opslag på Instagram afslører Lise Vandborg, at de snart kaster sig ud i et nyt byggeprojekt – og det er ikke et helt almindeligt et af slagsen. Denne gang er det på landet og med et familiemedlem.
TV 2 Nord har grebet denne mulighed og udviklet konceptet til et nyt tv-program, hvor man kan følge parrets rejse. "Ok, et tv-program. Nej, det tænkte vi ikke lige. Men så snakkede vi med TV 2 Nord, og de fremlagde idéen om slow-tv. En serie, hvor man følger vores projekt. Når flere generationer flytter sammen. Når man tager en drejning i tilværelsen og flytter på landet. Når man troede, man skulle A, men vælger B. Når man gerne vil være mere selvforsynende. Når vi bygger igen. Ups and downs. Ingen deadlines, ingen pres. Og vi har skisme aftalt, at de følger os på sidelinjen henover det næste lange stykke tid," fortsætter Lise.
Du kan se Lises opslag her:
Det kommende program vil altså ikke blot følge Lise og Michael, men hele familien, når de sammen begiver sig ud i det nye projekt.
Det forventes, at programmet vil blive sendt engang i 2025.