Man kan vidst roligt sige, at 2024 har været et år, hvor Karsten Ree har stjålet en overskrift eller to.
For nylig blev det afsløret, at virksomheden Jeka Fish, som Karsten Ree og hans tre sønner ejer 20 procent af, fortsat har importeret store mængder fisk fra Rusland – selv efter invasionen af Ukraine.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Ekstra Bladet og Danwatch har firmaet købt fisk for over 100 millioner kroner fra den russiske oligark Vitaly Orlov. Orlov, der ejer Norebo Group, er kendt for sine tætte forbindelser til præsident Vladimir Putins inderkreds.
Nu er der fremkommet nye oplysninger om oligarken og hans aktiviteter, som kaster yderligere lys over hans relationer og indflydelse.
Sådan skriver Ekstra Bladet.
Samarbejder med FSB
Det viser det sig, at Orlov har forbindelser direkte til den russiske efterretningstjeneste FSB.
I samarbejde med Danwatch kan Ekstra Bladet afsløre, at Vitaly Orlovs skibsværft gentagne gange har hjulpet FSB med reparationer af efterretningstjenestens patruljebåde.
I maj og juli 2022 – flere måneder efter Ruslands invasion af Ukraine – indgik Orlovs værft tre kontrakter med FSB til en samlet værdi af 2,4 millioner kroner.
Det afslører en kontraktoversigt, som de to danske medier har fået fat i.
Har brug for russiske fisk
Det er værd at understrege, at Jeka Fish ikke har gjort noget ulovligt.
Mens familien Ree ikke har knyttet nogen kommentarer til situationen, så forklarer firmaets direktør, Halldór Arnarson, i en mail, hvorfor de stadig køber russiske fisk:
"Den forretning, som Jeka Fish driver, har desværre ikke et eksistensgrundlag, medmindre den baseres på importeret torsk", skriver han.
Direktøren uddyber videre, at 95 procent af Jeka Fishs produkter bliver solgt til udlandet, så kun 5 procent ender i Danmark.
Han påpeger efterfølgende, at Jeka Fish prøver at finde andre leverandører, men at det er en proces, der tager tid.
Mens debatten om russisk fisk fortsætter, er det op til forbrugerne selv at vælge, hvad de lægger i indkøbskurven.