Det så du ikke i Løvens Hule: Deltager spurtede fra studiet 2 minutter før han skulle på

Julie Møller

204 uger siden

|

22/01/2021
Underholdning
Løverne i denne sæson af Løvens Hule: Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen.
Løverne i denne sæson af Løvens Hule: Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jacob Risgaard, Jan Lehrmann og Jesper Buch. Foto: Per Arnesen.
Det blev presset.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I det seneste afsnit af Løvens Hule scorede Torben van den Brekel Kulmbak og Mikkel Normann en sejr med en investering på to millioner kroner og Jesper Buch og Jan Lehrmann som nye medejere i virksomheden Zerv.

 

Jan Lehrmann og Jesper Buch har netop investeret to mio. kroner i ZERV, der med Mikkel Normann og Torben van den Brekel Kulmbak ved roret skal udvikle sig til et europæisk ketcherimperium. Foto: PR.

Men lige før Torben van den Brekel Kulmbak og Mikkel Normann skulle ind foran løverne, var der panik. Det skriver Her & Nu.

“To minutter inden vi skulle på, fik min partner Mikkel at vide, at den skjorte, han havde på, flimrede på skærmen. Derfor blev han faktisk bedt om at skifte tøj. Så han spurtede fra studiet tilbage til omklædningsrummet og stormede tilbage og var fuldstændig opkogt, og det gjorde os lidt ekstra nervøse,” fortæller Torben van den Brekel Kulmbak.

Men det endte godt for de to iværksættere. 

“Vi er super glade”

Jesper Buch og Jan Lehrmann lagde nemlig to millioner kroner for 20 procent af Zerv, der sælger udstyr til sportsgrene som badminton, tennis og padel. 

“Vi har arbejdet dag og nat for at skabe en succes i et marked, der ikke har ret mange konkurrenter online. Ambitionen er sammen med Jan Dal Lehrmann og Jesper Buch at udbygge forretningen yderligere i Danmark, og vores mål er at fordoble salget i 2021. I løbet af de kommende år går vi efter at skabe et europæisk ketcherimperium, og den opgave kræver eksterne kræfter på holdet. Derfor er vi super glade for, at det blev Jesper og Jan, der fremover skal hjælpe os med at indfri ambitionerne,” udtaler Torben van den Brekel Kulmbak i en pressemeddelelse.

Mikkel Normann og Torben van den Brekel Kulmbak blev forretningspartnere i 2016 og har siden skabt et mekka for udstyr til ketchersport. Foto: PR.

Der er heller ingen tvivl om, at Jesper Buch er glad for at være blevet en del af Zerv. I sit seneste opslag på Instagram skriver han:

“Det kan godt være, at jeg er bold-spasser, men hold nu kæft jeg er glad for, at jeg og Jan Lehrmann er blevet en del af Torben og Mikkels kamp for deres store passion Zerv.”