Den 19. august indleder kongeparret deres sommertogt med Dannebrog. I denne forbindelse kommer kong Frederik og dronning Mary naturligvis til at besøge flere dele af landet.
Blandt andet fremgår det af Kongehusets kalender, at de skal en tur forbi Assens Kommune. Indbyggerne i kommunen kan se frem til at få royalt besøg den 21. august, hvor både kong Frederik og dronning Mary lægger vejen forbi.
I forbindelse med deres besøg i kommunen skal de blandt andet køre karet gennem Assens By. Det er også planlagt, at de skal aflægge besøg hos en skole og en række lokale virksomheder.
Som en del af programmet bliver der også afholdt en frokost i Skovpavillonen, hvor det kun er særligt indbudte gæster, der får lov at komme med. Det er personer, der på en eller anden vis repræsenterer kommunen, der har fået en invitation til frokosten. Det skriver Billed-Bladet.
Blandt de personer, der har fået en invitation - og som helt klart har tænkt sig at dukke op - finder man en dansk kendis. Jim Lyngvild er nemlig blandt de særligt indbudte til frokosten, hvilket han ser rigtig meget frem til.
I et opslag på det sociale medie Facebook skriver han, at han er blevet inviteret med til frokosten, og at han glæder sig 'usigeligt til' at deltage.
"Og jeg er inviteret til frokost med kongeparret. Det glæder jeg mig usigeligt til. Jeg tjener mit land og min konge og dronning, og intet gør mig mere ydmyg og taknemmelig," skriver han i sit opslag på det sociale medie.
Han skriver også, at han har tre virksomheder med adresse i Assens Kommune, hvorfor det formentlig er årsagen til hans invitation. Generelt bærer hele hans opslag præg af, at det er stort for ham at have modtaget denne invitation - og sådan ville de fleste sandsynligvis have det.