Fans af hitserien Badehotellet kan godt begynde at glæde sig. De velkendte karakterer - lige fra køkkenpigerne over de fornemme gæster til nye ansigter - er nemlig tjekket ind på Fru Andersens charmerende badehotel for at optage en ny sæson.
Det skriver TV2, der oplyser at optagelserne til fjerde sæson begyndte tirsdag i denne uge.
Læs også: Badehotellet: Stuepigen Fie er nomineret til en Robert
Og denne sæson bliver fantastisk, lover skuespilleren Amalie Dollerup, der bobler af begejstring.
- Alle er glade, vi griner meget og synes, det er nogle rigtigt dejlige historier, Hanna og Stig (manuskriptforfatterne, red.) har skrevet. Og så er vi gode til at bakke hinandens historier op. Her er virkelig god stemning, siger Amalie Dollerup, der har delt et billede fra første dag på settet på Instagram.
Også skuespillerkollegaen Cecilie Stenspil, der spiller fru Aurland, holder sine Instagram-følgere opdateret med, hvordan det går med optagelserne til hitserien.
Handlingen i den kommende sæson foregår i sommeren 1931, hvor den økonomiske krise kradser. Manuskriftforfatterne bag Badehotellet, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, vil ikke forære alle detaljerne, men de vil gerne afsløre, hvad der venter forude for Amanda, Fie, hr. Frigh, grosserer Madsen og alle de andre karakterer:
- Fjerde sæson bliver et fornøjeligt gensyn med alle de gamle gæster, men der dukker også nye ansigter op på det lille badehotel. Både nogle der tager hovedindgangen belæsset med dyre læderkufferter, og andre der banker på køkkendøren med hatten i hånden. For vi er nået til sommeren 1931, og verdenskrisen er for alvor kommet til Danmark. Men der er jo også en hel del historier, vi har sat i gang, som vi selvfølgelig kommer til at høre meget mere om.
Desværre må ivrige fans væbne sig med tålmodighed, for 4. sæson forventes først at rulle over skærmen i det nye år ifølge TV2.