Julen er fyldt med traditioner. Danske Spils skrabejulekalender har siden 1994 været en af de helt store af slagsen, og i år bliver formentlig ingen undtagelse.
Igen i år er den populære julekalender trykt i over to millioner eksemplarer, der skal sprede julestemning og spænding frem til juleaften. Og hos Danske Spil kan man se, at danskerne er i fuld gang med at tage skrabejulekalenderen med hjem.
Men hvor mange af os kan trække spændingen helt til juleaften for at finde ud af, om man er en af de heldige, der kan skrabe de ti juletræer og vinde millionen? Markant flere, end man lige skulle tro.
I en ny undersøgelse foretaget af YouGov for Danske Spil er danskerne nemlig blevet spurgt ind til deres skrabevaner. Her viser det sig, at hele 68 procent trækker spændingen helt frem til juleaften.
Og det overrasker ikke Malene Mølgaard, der er administrerende direktør hos Danske Lotteri Spil:
”Den klassiske skrabejulekalender er, med sit særlige miks af held og hygge, blevet et ikon og er meget populær blandt danskerne. Otte ud af ti voksne danskere kender kalenderen, og den er blevet en fast juletradition for rigtigt mange. Noget, man bare skal have i julen, ligesom kalenderlys. Det er derfor sjovt at se, at så mange faktisk følger den originale ide med at skrabe ét felt om dagen frem mod juleaften. Dét er åbenbart også blevet en rigtig tradition hjemme i stuerne,” siger Malene Mølgaard.
17 procent svarer i undersøgelsen, at de skraber alle felterne på én gang, mens 12 procent først får det gjort på den anden side af juleaften.
En del tyvstarter
Alligevel er der år efter år danskere, som får indløst både store og små gevinster allerede før juleaften. Sidste år blev 5 procent af alle julegevinster endda indløst inden den 1. december. I den nye undersøgelse indrømmer 45 procent da også, at de på et tidspunkt har prøvet at skrabe forud.
”Det er helt op til folk selv, om de vil ‘tyvstarte’ og skrabe felterne før tid. Det kan vi sagtens forstå - for det er sjovt og spændende at skrabe forud. Og vi udbetaler skam også meget gerne gevinsten før juleaften, så den kan forhåbentligt sprede endnu mere glæde og julestemning,” slutter Malene Mølgaard.
Fakta om Danske Spils skrabe-julekalender
- Hvert år bliver der solgt over to millioner skrabejulekalendere.
- I det første år, 1994, solgte den cirka 1 million eksemplarer.
- I 1994 kostede kalenderen det samme som i dag: 50 kroner.
- Hovedgevinsten har altid været en million kroner. I dag er der gevinster på ned til 50 kroner og på hvert tredje lod.
- Der er hvert år fem julekalendere med hovedgevinsten på en million kroner.
- 91 % af alle voksne danskere kender julekalenderen.
- 68 % skraber ét felt ad gangen.
- Undersøgelser viser, at 62 % af danskere over 18 år hvert år køber en julekalender.
- Mange køber mere end én kalender og giver den væk i gave – primært til den nærmeste familie, så gevinsten bliver i familien.
- Ud over Julekalenderen til 50 kroner har Danske Spil også følgende jule-skrabelodder: Pakkejagt til 100 kroner, Den store julekalender til 150 kroner, Til og fra-kort til 10 kroner og bogstavspillet Juletræ til 30 kroner.