Ville hæve ældre mands pension: Så slæbte de liget med på posthuset

Mathias Madsen

151 uger siden

|

28/01/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
To personer blev forleden anholdt i en bizar sag i Irland omhandlende en død pensionist og hans pensionsopsparing, og nu er den ene blevet løsladt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Onsdag d. 26. januar blev to mænd i 30'erne ifølge det britiske medie Unilad anholdt i forbindelse med efterforskningen af et usædvanligt dødsfald. 

De to mænd blev nemlig anholdt, fordi de medbragte liget af 66-årige Peadar Doyle til et posthus i Carlow County i Irland, hvorefter de efterlod 'ham' og forlod stedet.

Hændelsen fandt sted fredag d. 21. januar, hvor de to unavngivne mænd bar liget af pensionisten ind på posthuset, hvorefter de angiveligt bar det op til skranken i forsøget på at hæve den afdøde mands pension. 

Den bizarre hændelse skete ifølge det irske medie RTE blot kort tid efter, at en uidentificeret mand havde ringet til posthuset for at høre, om det var muligt at komme derned og hæve en pensionsopsparing på vegne af en ældre herre. 

Manden fik dog fortalt, at indehaveren af pensionsopsparingen skulle være til stede, og kort tid efter dukkede de to mænd op med liget af den 66-årige pensionist. 

Ifølge The Irish Times blev en medarbejder på posthuset dog bekymret og spurgte ind til, om manden var okay, hvorefter de to mænd "smed manden og forlod posthuset."

En ansat skyndte sig over til Doyle for at hjælpe den ældre herre, men måtte desværre konstatere at han var død. Mændene fik altså ingen penge udleveret. 

Det er efterfølgende lykkedes politiet at identificere de to mænd, og de blev derfor anholdt fem dage efter hændelsen. 

Nu har sagen dog udviklet sig yderligere, da den ene mand blev løsladt i onsdags, d. 26. januar, mens den anden er blevet sigtet i sagen og var for retten i Carlow distriktet i går morges. Det skriver Sky News

Det er dog endnu ikke offentliggjort, hvad manden helt præcist er sigtet for, og politiet har samtidig meldt ud, at de ikke har fastslået om Doyle var død allerede inden mændene tog ham med på posthuset, eller om han døde undervejs på turen. 

Det vides ikke om det var én af de to mænd, som ringede til posthuset kort inden hændelsen, og det er heller ikke offentliggjort, om man ved, hvad årsagen til Doyles død var.