Verdens ældste person er død: Så gammel blev hun

Mathias Madsen

13 uger siden

|

20/08/2024
Udland
Foto: Guinness World Records
Foto: Guinness World Records
Hun forudså sin egen død.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I januar 2023 døde den franske nonne Lucile Randon 118 år gammel, og siden dengang har spanske Maria Branyas Morera været verdens ældste.

Nu er hun det dog ikke længere, da hun desværre afgik ved døden tirsdag. Det har hendes familie ifølge CBS News bekræftet.

Morera blev født d. 4. marts 1907 i den amerikanske delstat Californien, hvor hendes forældre kort forinden var immigreret til fra Spanien.

Den spansk-amerikanske dame voksede altså op i USA med spanske forældre, men efter at have tilbragt de første par år af sit liv i San Francisco flyttede hun og hendes familie tilbage til Spanien.

Morera blev i 1931 gift med Joan Moret, og sammen med ham fik hun tre børn, 11 børnebørn og 13 oldebørn. Hun gennemlevede desuden blandt andet Den Spanske Syge, to verdenskrige, Den Spanske Borgerkrig og Covid-19-pandemien.

Under coronakrisen blev Morera faktisk ramt af den frygtede virus, men den fik ikke bugt med hende. I stedet afgik hun ved døden tirsdag sovende i sin seng på Santa Maria del Tura plejehjem i den nordspanske by Olot; præcis som hun selv havde ønsket og håbet.

Her har hun boet de sidste par år.

Foto: Guinness World Records

"Maria Branyas har forladt os. Hun døde, som hun ønskede: i sin søvn; fredeligt og uden smerte," skrev hendes familie blandt andet på det sociale medie X kort efter Moreras død, og dødsfaldet var faktisk ikke helt uventet.

Tidligere på dagen havde den ældre dame nemlig selv delt et opslag på det sociale medie, hvor hun havde skrevet, at hun kunne mærke, at "tiden var nær."

"Græd ikke, jeg kan ikke lide tårer. Og vigtigere end alt andet, må I ikke lide for mig. Hvorend jeg tager hen, vil jeg være glad," skrev hun desuden.

Efter dødsfaldet skrev hendes familie: "Vi vil altid huske hende for hendes råd og venlighed."

Efter Moreras død har japanske Tomiko Itooka på 116 år overtaget rollen som verdens ældste nulevende person.

Den ældste person, der nogensinde har levet, var franske Jeanne Calment, som i 1997 døde 122 år gammel. Hun er den eneste person, som nogensinde har rundet henholdsvis 120, 121 og 122 år.

Den ældste dansker, der nogensinde har levet, var dansk-amerikanske Christian Mortensen, som i 1998 døde 115 år gammel. Indtil 2012, hvor japanske Jiroemon Kimura overgik ham, var Mortensen den længstlevende mand nogensinde.