Ulovlig spiritus i omløb: Mere end 50 døde af alkoholforgiftning

Mathias Madsen

22 uger siden

|

23/06/2024
Mere end 50 er døde af, og 100 er blevet indlagt med alvorlig alkoholforgiftning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mange mennesker har de seneste uger mistet livet til den ekstreme varme, der lige nu hærger Indien, men det er desværre ikke det eneste, der kræver menneskeliv i det store land.

Det skriver flere medier; herunder norske NRK.

Mindst 53 personer har nemlig mistet livet til alkoholforgiftning, efter de har indtaget ulovlig hjemmelavet spiritus. Derudover er mere end 100 blevet indlagt som følge af alvorlig alkoholforgiftning.

Dødsfaldene og indlæggelserne har fundet sted i Indiens sydligste delstat Tamil Nadu, og myndighederne i delstaten har fastslået, at synderen er såkaldt arraksprit indeholdende methanol, som florerer ulovligt i området.

Syv personer er indtil videre blevet anholdt; mistænkte for at have produceret og solgt den ulovlige spiritus, som desværre ofte ses blandet op med billig methanol.

Tilsætningen af methanol til hjemmelavet spiritus er en udbredt metode i Indien til at gøre spiritussen billigere, men det kan desværre få alvorlige konsekvenser, og spiritus med methanol kræver hvert år flere hundrede liv i Indien.

Allerede få timer efter spiritussen kom på markedet i Tamil Nadu tirsdag, omkom de første 37 personer som følge af alkoholforgiftning, og siden er dødstallet altså steget til 53.

De lokale myndigheder forventer desuden, at dødstallet vil stige yderligere, da mange af de indlagte er i kritisk tilstand.

Alkoholforgiftningen kan udover døden medføre synstab og/eller alvorlig leverskade.

Ifølge den lokale avis The Indian Express køber mange fattigere arbejdere i Indien ofte plastikposer med den billige hjemmelavede spiritus, som bliver fremstillet på ulovlige fabrikker.

Poserne koster 60 rupees svarende til ca. 5 kr., hvilket er væsentlig billigere end lovlig spiritus, som kan koste op mod 1000 rupees svarende til ca. 85 kr.