Ukrainske tropper vinder territorie: Kan true hele den russiske operation

Mathias Nielsen

111 uger siden

|

10/09/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ukrainske tropper har lige nu stor medgang i den nordøstlige del af Ukraine, hvor russiske styrker i lang tid har haft kontrollen over flere byer.

Dagens topnyheder

Ukrainske styrker har ifølge flere medier og nyhedsbureauer indtaget nøglebyerne Izium og Kupjansk i det nordøstlige Ukraine.

Hvis disse oplysninger viser sig at være sande, så kan der være tale om et stort vendepunkt for den ukrainske modoffensiv, som i de seneste uger har givet sig i færd med at vinde tabte områder tilbage igen.

- Det er intet mindre end kæmpestort, hvis de her meldinger holder vand. Hvis både Izium og Kupjansk er omringet og løbet over ende, kan det true hele den russiske operation i Donbas, siger Jakob Kaarsbo, direktør i Tænketanken Europa og tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste til TV 2.

Og lige netop Izium og Kupjansk er to meget vigtige byer for den russiske forsyningskæde. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange russiske tropper, der indtil nu har haft base i områderne, men det estimeres, at der er tale om op mod 15.000 soldater – og desuden en hel del materiel.

Ifølge militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet viser byernes fald, at ukrainerne har udnyttet en svaghed i russernes strategi i regionen.

- Alt tyder på, at ukrainerne har grebet en pludselig opstået mulighed, der er opstået, fordi russerne har trukket deres styrker sydpå for at forsvare Kherson. Det kunne tyde på, at Rusland har smurt sine styrker tyndt ud i de erobrede områder, siger han.

Den amerikanske tænketank The Institute for the Study of War udsender dagligt en analyse af situationen i Ukraine.

Her vurderer man også, at muligheden for ukrainsk fremmarch skyldes Ruslands omprioritering af sine styrker i området, hvilket blandt andet betyder at man har trukket nogle af sine eliteenheder sydpå i Ukraine.