Ca. kl. 1300 lokal tid (kl. 0500 dansk tid) søndag udbrød der brand i et hus i Lalor Park i den australske storby Sydney, og da brandvæsenet og politiet ankom til stedet, blev de mødt af en mand, som besværliggjorde deres arbejde.
Manden, som efterfølgende blev hastet til hospitalet og lagt i kunstigt koma, er nu også anholdt og mistænkt for at stå bag branden, som kostede tre børn livet og bragte flere andre i livsfare.
Ifølge politiet blev to drenge på hhv. to og fire år behandlet på stedet for livstruende skader. De blev hastet til et nærliggende hospital, men afgik desværre kort efter ved døden.
Brandvæsenet kæmpede samtidig med at slukke flammerne, men det blev besværliggjort af en 28-årig mand, som viste sig at være faren til bl.a. de to drenge, som omkom i branden.
"Jeg kan bekræfte, at politiets forsøg på at komme ind i bygningen blev frustreret af en mandlig beboer inde i bygningen," har en talsperson for det lokale politi således udtalt.
Det lykkedes dog at få manden ud af bygningen, og han blev derfor ligeledes kørt på hospitalet, hvor han blev lagt i kunstigt koma. Han er fortsat i livsfare.
Da branden var slukket fandt man i ruinerne liget af en formodet 10 måneder gammel pige, som den 28-årige mand også var far til.
Udover manden og de tre omkomne børn, kom fire andre børn og børnenes mor også til skade i branden.
Brandsagen efterforskes nu som drab relateret til "vold i hjemmet," og den 28-årige far er blevet anholdt, da han mistænkes at stå bag branden og dermed drabene på indtil videre mindst tre små børn.
"Han er ikke tidligere kendt af politiet overhovedet," har en talsperson for det lokale politi forklaret og uddybet: "Vi behandler dette som drab relateret til vold i hjemme... Flerdobbelt drab."
Moren til de tre afdøde børn er i skrivende stund uden for livsfare, men hun bliver fortsat behandlet for sine skader.
"De [red. moren og de overlevende børn] har lige overlevet en traumatisk brand, hvor de alle er blevet alvorligt fysisk berørt, men de er også blevet følelsesmæssigt og mentalt berørt," har en talsperson for det lokale politi forklaret og uddybet:
"Forhåbentlig kan de komme sig over de fysiske skader, men de følelsesmæssige og mentale problemer, det de skal håndtere, vil tage lang tid."