Tre døde ved knivangreb i Tyskland: Nu tager kendt terrorgruppe ansvaret

Mathias Madsen

14 uger siden

|

24/08/2024
En kendt terrorgruppe har lørdag aften taget ansvaret for det knivangreb, der fredag kostede tre personer livet i Tyskland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag aften fejrede borgerne i den vesttyske by Solingen nær Düsseldorf og Köln byens 650 års jubilæum til en fest, som endte alt andet end festligt.

Omkring kl. 21.40 gik en person nemlig til angreb på flere af de tilstedeværende gæster med en kniv, og det endte med at koste tre personer livet. Yderligere otte blev såret; herunder er fire fortsat i kritisk tilstand.

Ifølge politiet gik gerningspersonen direkte efter at skære halsen over på de tilstedeværende til festen, og det lykkedes altså vedkommende at dræbe to mænd på henholdsvis 56 og 57 år og én kvinde på 56 år.

Desværre slap gerningspersonen væk, før politiet ankom, og en menneskejagt har derfor været i gang lige siden.

I den forbindelse blev en kun 15 år gammel dreng tidligere på lørdagen anholdt. Han mistænkes ikke at være gerningspersonen, men han er ifølge tysk politi blevet sigtet for at have haft kendskab til, at angrebet skulle finde sted.

Du kan læse mere om dette ved at trykke på artikellinket længere oppe i artiklen.

Terrorangreb

Politiet har endnu ikke et godt signalement af den gerningsperson, som de leder så intenst efter, og offentligheden er derfor ikke blevet gjort bekendt med, hvordan vedkommende ser ud.

Nu ved man dog, at man kan kalde vedkommende for terrorist.

Ifølge TV2 har den kendte terrorgrupppe Islamisk Stat nemlig lørdag aften taget ansvaret for det frygtelige angreb.

Politiet har tidligere udtalt, at de ikke vil udelukke terror som motiv for angrebet, men at der ikke var vurderet nogen terrortrussel mod byfesten. Alligevel viser det sig altså nu, at angrebet var en terrorhandling.

Byfesten, der fandt sted i Solingen i det vestlige Tyskland, skulle have varet hele weekenden, men blev aflyst efter angrebet. Flere andre byfester, der ligeledes skulle have fundet sted denne weekend i nærliggende byer, er også blevet aflyst; blandt andet på grund af sikkerhedsrisikoen ved, at terroristen bag angrebet ikke er blevet pågrebet endnu.

Islamisk Stat er en ekstremistisk militant gruppe, der erklærede et kalifat i Syrien og Irak i 2014. Gruppen følger en radikal fortolkning af islam og er kendt for brutalitet, terrorangreb og menneskerettighedskrænkelser.

Den frygtede terrorgruppe har blandt andet tidligere stået bag

  • Folkedrab og slaveri i Yazidier, Irak i 2014.

  • Flere koordinerede angreb i Paris, Frankrig i november 2015, som kostede 130 mennesker livet.

  • Et angreb i Nice, Frankrig i juli 2016, hvor en lastbil påkørte en menneskemængde og dræbte 86 mennesker.

  • Eksplosioner flere steder i Bruxelles, Belgien i marts 2016, hvor 32 personer blev dræbt.

  • En selvmordsbombe under en Ariana Grande-koncert i Manchester, Storbritannien i maj 2017, som kostede 22 mennesker - herunder flere børn - livet.

Angrebet på byfesten i Tyskland fandt sted blot dagen før, at et andet terrorangreb ramte en synagoge i det sydlige Frankrig.

Det kan du læse mere om ved at trykke på artikellinket herunder.