En 82-årig mand har på tragisk vis mistet livet. Det skete under en gåtur med sin hustru, hvor ægteparret pludselig blev angrebet.
Det er det britiske medie Yorkshire Evening Post der meddeler, at den 82-årige mand var ude at gå tur med sin 78-årige kone klokken 13.15 i byen Ivescar tæt på Ingleton i Yorkshire.
Under gåturen blev ægteparret pludselig angrebet af en flok køer. Det resulterede i, at den 82-årige mand mistede livet, mens hans 78-årige kone kom slemt til skade. Hun blev efterfølgende fragtet til hospitalet for at få behandlet sine skader.
“Redningsfolk ankom til stedet, men manden blev erklæret død ved ankomst,” fortæller en talsmand fra North Yorkshire Politi der fortsætter:
“Den 78-årige kvinde kom slemt til skade, og hun blev fragtet til Royal Lancaster Infirmary via helikopter,” lød det fra talsmanden.
Det britiske medie skriver, at ægteparret formentlig ved en fejl har skræmt køerne, hvor nogle af dem havde nyfødte kalve. Det skulle altså have fået køerne til at blive aggressive og gå til angreb.
Efter dødsfaldet er folk blevet opfordret til at være varsomme, når de skal krydse en mark, hvor der er køer. De bliver bedt om at observere køernes adfærd, inden de går ind på marken, og så opfordres de til aldrig at stille sig mellem en ko og en kalv.
Sidst men ikke mindst, så skal man huske at lukke porten bag sig, så køerne ikke slipper ud igen.