En kvinde er blevet idømt en bøde på intet mindre end 1.500 pund, fordi hun smed et cigaretskod ud af vinduet i sin bil. Det svarer til cirka 12.600 kroner.
Bilisten kørte i en Nissan Duke, hvor hun blev taget på fersk gerning i at smide et cigaretskod ud af vinduet, da hun kørte i bydelen Barking and Dagenham i London. Det skriver LADbible.
Politiet fandt ud af, at bilen tilhøre en Maurine Bateesa, men da politiet kontaktede hende, nægtede hun at sige, hvem der havde kørt i bilen på det pågældende tidspunkt.
På trods af, at hun fik en påmindelse samt en besked om, at hun risikerede at blive retsforfulgt, nægtede hun fortsat at svare, hvorfor sagen endte i retten.
I og med, at hun ikke indgik et forlig, blev hun i retten dømt til at betale en bøde på 660 pund samt omkostninger på 840 pund til Barking and Dagenham Council. Hertil blev hun også pålagt at betale 66 pund.
En rådmand har forklaret, at de har en 'nultolerance-tilgang' til folk, der vælger at smide affald i deres bydel.
"Den simple kendsgerning er, at denne person smider affald. Det er lige meget, om det er et cigaretskod eller en sort pose," sagde rådmand Syed Ghani.
"Det er en kriminel handling, og vi vil ikke tolerere, at folk behandler vores bydel som en losseplads."
"Det er noget, vores beboere har fortalt os, er et stort problem for dem, og derfor har vi en nultolerance-tilgang over for dem, vi fanger på fersk gerning, og derfor har vi øget vores patruljering og overvågning i problemområder."
"Denne person har lært en dyr lektie, og vi håber, det sender en besked til andre i vores bydel."