Hvis man har en speciel fetish, så er der næsten garanti for, at man kan finde tilfredsstillelse på internettet. Det fandt to mænd ud af, da de ”opfandt” et helt nyt marked for de mennesker, der godt kan lide at kigge på andre i smug.
Det vigtigste er dog, at personerne der bliver kigget på, ikke er velvidende om, at de bliver overvåget, og lige præcis den situation kan være svær at kringle, da det er ulovligt.
De to mænd fik dog den ide, at de ville anbringe små næsten usynlige kameraer på forskellige hotelværelser, og derefter ville de livestreame det direkte ud til kunder på nettet.
Det lykkedes de to mænd at plante kameraer i 42 værelser fordelt på 30 hoteller, og det kunne så streames på en betalingsservice. Ifølge det britiske medie, The Telegraph, så var der i alt 4.099 medlemmer, der kunne holde øje med hotelgæsterne, mens de passede deres eget liv. Det betød altså, at de både kunne følge med, når de lavede mad, når de gik på toilettet og i bad, eller når de havde sex med deres partner. Deres privatliv var altså til offentligskue.
De to mænd er blevet anholdt, og ifølge politiet skulle de have anbragt de bittesmå kameraer i alt fra hårtørrer til tv-skærme.
Første gang man har set det
Der findes adskillige hjemmesider på nettet, hvor man kan sidde og livestreame ”almindelige” mennesker i deres hjem. Her kan man via kameraer placeret flere steder, følge dem uanset om de er i stuen, i soveværelset eller på badeværelset. Disse hjemmesider har dog hyret skuespillere, og derfor er de altså klar over, at der sidder mennesker og kigger med.
Episoden her fra Seoul i Sydkorea er dog ret unik, for selvom politiet længe har kendt til voyeurisme, hvor folk optager og lurer på hinanden i smug for at opnå seksuel tilfredsstillelse, så har de aldrig set et lignende tilfælde, hvor mennesker uden deres viden er blevet livestreamet på nettet.
Til gengæld har de masser af gange oplevet, at folk er blevet filmet, mens de har besøgt et offentligt toilet eller badefaciliteter i svømmehaller og lignende. Derfor besøger politiet også ofte offentlige toiletter og omklædningsrum med specielt udstyr, hvor de kan scanne efter små videokameraer.
The Telegraph skriver, at man i Sydkorea har et stigende kulturelt problem med voyeurisme, og at det kun er blevet større efter, at smartphones blev allemandseje.