Selvmordsbomber på populær badestrand: Mindst otte dræbt

Mathias Madsen

20 uger siden

|

03/08/2024
Et terrorangreb fandt sent fredag aften sted på en populær badestrand.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fredag aften blev et populært badehotel i Somalia ramt af et terrorangreb, mens massevis af lokale nød weekenden på stranden og i bølgerne.

Det skriver flere medier; herunder TV2 og AP News.

Det var ved et badehotel beliggende på Lido Beach i den somaliske hovedstad Mogadishu, at angrebet fredag aften fandt sted. Ifølge øjenvidner ankom en mand iført en bombevest pludselig på stranden, som var fyldt med glade lokale.

Manden "sprang sig selv i luften ved siden af badehotellet," har øjenvidnet Mohamud Moalim forklaret, og flere andre vidner har forklaret, at der også blev affyret skud i området.

Angrebet kostede mindst otte personer livet, og yderligere 28 personer blev såret.

Øjenvidnet Abdisalam Adam har til AP News udtalt, at han "så mange personer ligge på jorden" efter angrebet.

Terrorangreb

Ifølge lokale statsmedier har terrorgruppen Al Qaedas østafrikanske støttegruppe al-Shabab taget ansvaret for angrebet. Det gjorde gruppen kort efter selve angrebet via en radiokanal.

Det er endnu uvidst præcis, hvor mange terrorister der var del af angrebet, men mindst én af dem omkom af selvmordsbomben, og de lokale myndigheder meldte kort efter angrebet ud, at sikkerhedsstyrker i området havde "neutraliseret" terroristerne.

Efter angrebet kaldte Somalias tidligere premiereminister i et opslag på det sociale medie X angrebet for et "fjendtligt" og "barbarisk" "terrorangreb," og han fordømte angrebet og de personer, som udførte det.

Lido Beach, som er populær blandt lokale særligt i weekenderne, blev også sidste år ramt af et lignende angreb udført af al-Shabab. Dengang mistede ni personer livet.