Ukraine har igen fået kontrol over flere dele af landet, som indtil nu var blevet besat af russiske soldater under invasionen, der blev beordret af Vladimir Putin.
Det har medført, at flere har fundet deres hjem i ruiner - alle deres ejendele er blevet stjålet, utallige bygninger er blevet smadret, ligesom man har fundet flere lig i ruinerne af, hvad der engang var.
CNN skriver nu, at man endda har fået efterladte beskeder fra russiske soldater, herunder i et klasseværelse i Katyuzhanka, en landsby nord for Kiev, der var besat i mere end en måned.
Foto: Volodymyr Runets
"Børn, vi er kede af sådan et rod. Vi forsøgte at redde skolen, men den blev beskudt.
"Lev i fred, vær forsigtige og gentag ikke de fejl, som jeres ældre begik. Ukraine er ét folk med Rusland!!!! Fred være med jer, brødre og søstre!," står der skrevet.
Beskeden var underskrevet af "russerne" og skrevet på russisk i stedet for ukrainsk.
I et andet klasseværelse faldt man over beskeden, der læste, at de "er FOR freden i hele verden" - en følelse, som mange ukrainere, der har lidt under invasionen, nok ikke har.
En anden besked læste, at eleverne skulle "være fair og ærlige over for hinanden og række en hjælpende hånd ud til alle, der har brug for det".
"Vi håber, at vi vil blive venner! Bliv læger, ingeniører, lærere - dem, der bringer fred!"
Skolerne plyndret
Der er blevet fundet snesevis af lignende beskeder på tavler i skoler, der har været besat af russiske soldater.
De muntre, venlige budskaber og fredserklæringer står i skarp kontrast til de beskudte og plyndrede bygninger, de er fundet i.
Skoleleder Mikola Mikitchik udtaler over for CNN, at skolen nu er blevet et symbol på russernes hykleri, fordi de plyndrede skolen og derefter ønskede eleverne god vind.
Han sagde, at han ikke kunne forestille sig, at eleverne ville vende tilbage til skolen i den nærmeste fremtid, og at absolut alt af værdi var blevet plyndret fra bygningen - endda helt ned til kobberet.