Postbud efterlader 72-årig med knogleskørhed i sneen: Nu er han fyret

Mathias Madsen

157 uger siden

|

14/12/2021
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tidligere i år oplevede en 72-årig dame fra Skotland at falde i sneen foran sit hjem, hvorefter det tilstedeværende postbud afviste at hjælpe hende op. Nu er sagen blevet undersøgt og postbuddet fyret.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et postbud som tilbage i februar afviste at hjælpe en 72-årig dame, som var faldet, er nu blevet afskediget af postfirmaet Royal Mail.

Den 72-årige dame, Patricia Stewart, lider af knogleskørhed og bruger til dagligt en rollator, og hun var derfor ikke i stand til selv at rejse sig, da hun faldt i sneen.

Stewart faldt fra sit dørtrin i byen Falkirk i Skotland i februar tidligere i år og nåede at kalde efter postbuddet, som var på vej væk fra huset. Postbuddet, Thomas McCafferty, vendte da også om og gik hen til Stewart men afviste af hjælpe hende, da han var "udmattet".

Den ældre dame blev derfor efterladt i den kolde og våde sne efter et fald, hvor hun fik et slag i hovedet. Hun fik først hjælp efter 20 minutter af en chauffør, som kørte ud med pakker for firmaet Hermes. 

Episoden med postbuddet er blevet fanget af naboens overvågningskamera og kan ses nedenfor. 

I videoen kan man høre postbuddet sige: "I can't pal, i'm knackered. Absolutely knackered," (red. Jeg kan ikke makker, jeg er udmattet. Fuldstændig udmattet) da den pensionerede dame beder om hans hjælp.

Et pakkebud fandt Stewart liggende i sneen efter cirka 20 minutter, hvorefter buddet, med hjælp fra en nabo, fik hende indenfor og ringede efter en ambulance. 

Tilbage i februar da hændelsen skete, udtalte Stewart til Daily Record: "Postbuddet var på vej væk, så han så mig ikke falde, men jeg råbte efter hjælp, og jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig med at komme op, men han sagde bare, at han var udmattet og gik igen og efterlod mig liggende i sneen."

Hun har desuden udtalt, at hun var "fuldstændig gennemblødt og kold" efter at have ligget i sneen så længe. 

Stewart modtog dengang aldrig en undskyldning fra postbuddet, McCafferty, men hun fik en fra en afdelingsleder fra Royal Mail, som postbuddet arbejdede for. 

I februar udtalte Stewarts niece, Sheryl Harkins, at hun var sikker på, at der måtte være tale om en misforståelse, da hun hørte om hændelsen: "Det var først, da naboen sendte videooptagelsen, og jeg så og hørte hændelsen, at det gik op for mig - det er næsten ikke til at tro. Jeg væmmes," udtalte niecen dengang.

Da hændelsen fandt sted blev postbuddet midlertidigt suspenderet, mens sagen blev undersøgt og først nu, er der kommet nyt i sagen. Royal Mail har offentliggjort, at McCafferty er blevet afskediget på baggrund af hændelsen: "Vi kan bekræfte at den involverede har forladt virksomheden. Vi er kede af den nød, som hændelsen har forårsaget," udtaler en talsmand for Royal Mail.