I Danmark kan man ændre køn juridisk og få et nyt CPR-nummer, når man er fyldt 18 år, og opfylder en række betingelser, og en sådan ændring medfører naturligvis også en ændring af kønnet i ens pas.
Man kan sågar ifølge Berlingske anmode om at få anført 'X' ud for køn i sit pas, hvis man hverken føler sig som mand eller kvinde, og det vil i det tilfælde være op til den pågældende kommune at afgøre, om man kan få lov til at være såkaldt intetkøn i sit pas.
Og selvom man måske skulle tro, at det er sådan i Danmark, fordi Danmark er et demokratisk og frit land, så er ændring af køn i passet faktisk også muligt i andre og knapt så demokratiske lande; såsom Rusland.
Her har man således ifølge det russiske statsmedie Tass siden 1997 kunne ændre kønnet i sit pas, hvis man officielt skifter køn fra mand til kvinde eller omvendt.
Det kræver ikke engang en kønsskifteoperation.
Det har Ruslands justitsminister, Konstantin Chuichenko, forklaret og uddybet, at en ændring af kønnet i sit russiske pas kun kræver en lægeerklæring.
Men det skal snart være slut. I hvert fald hvis det står til Chuichenko og resten af regeringen.
Ifølge ham er den russiske lov på området nemlig kun, som den er, fordi man i 90'erne valgte at følge WHO's anbefalinger, og dem vil man altså nu afvige fra.
Ifølge Chuichenko er den russiske lov på området nemlig med til at forværre familieværdierne i landet, da børn kan vokse op med for eksempel to mænd som forældre, men hvoraf den ene på papiret er kvinde.
Og det er ifølge den russiske justitsminister ikke optimalt.
"[...] vi kan se, hvordan en person, der har skiftet sit køn i sit pas kan blive gift eller adoptere børn uden nogle fysiologiske ændringer overhovedet. [...] Dette skaber [...] [bl.a.] juridiske problemer med kønsskifte [...]," har Chuichenko udtalt og understreget, at det desuden påvirker familieværdierne negativt.
Derfor vil den russiske regering ifølge ham snart indføre en ny lov, som forbyder kønsskifte i passet og på andre juridiske dokumenter.