Lukasjenkos soldater nægter at gå i krig mod Ukraine

Mathias Nielsen

145 uger siden

|

11/03/2022
Udland
Foto: Pavel Mikheyev/Ritzau Scanpix
Foto: Pavel Mikheyev/Ritzau Scanpix
Den interne modstand er eftersigende stor.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rusland har fra starten af invasionen haft en allieret i nabolandet Belarus, tidligere kaldet for Hviderusland.

Russerne har fra den belarussiske grænse indledt offensiver mod hovedstaden Kyiv og den nordlige by Tjernihiv, og en del af de russiske fly, der bomber mål i Ukraine, opererer fra luftbaser i Belarus.

Det har angiveligt også været forventet, at det belarussiske militær selv ville gå aktivt ind i krigen på Ruslands side.

Denne antagelse kom særligt efter at præsident Aleksandr Lukasjenko ved invasionens begyndelse sagde, at landets styrker kunne tilslutte sig den russiske offensiv, hvis der blev brug for det.

Om det er sket endnu, tyder det dog ikke på.

Franak Viacorka, der er toprådgiver for den belarussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, har de seneste dage meldt om intern modstand i Lukasjenkos militær.

Ifølge Franak Viacorka, der sammen med resten af den belarussiske opposition har været i eksil i Litauen siden 2020, har adskillige militærledere trukket sig i protest mod krigsplanerne i Ukraine og forladt landet, hvorefter de har henvendt sig til oppositionen.

Desuden skulle flere værnepligtige også være flygtet ud af landet. 

“I de seneste dage har vi set et stigende pres fra chefer for militære enheder om ikke at gå ind i kampene i Ukraine. Der er officerer, der har taget sygeorlov, og andre har anmodet om at opsige deres kontrakter med militæret,” siger Viacorka ifølge TV 2.

En af de højtstående militærledere, som hævdes at have trukket sig, er leder af generalstaben for de væbnede styrker og viceforsvarsminister Viktor Gulevitj.

Et billede af en påstået skriftlig opsigelse fra Gulevitj har de seneste dage floreret og været omtalt i mange medier.

Papiret er dateret 4. marts 2022, og den er ifølge billedet adresseret til den hviderussiske forsvarsminister, Viktor Khrenin.

Foto: Andrej Tsaplienko