29-årige Trevor Daniel Jacob lever af at lave YouTube-videoer, og hver dag handler det for ham om at finde på en ny video, der er vildere end den sidste.
Det gik dog over gevind, da han i november 2021 styrtede ned med sit propelfly - angiveligt med vilje.
Sådan lyder afgørelsen fra den amerikanske domstol i hvert fald ifølge The Sun, og derfor risikerer Jacob nu op til 20 års fængsel.
Styrtede for visninger
Oprindeligt påstod den unge YouTube-stjerne, at han oplevede motorfejl under en flyvetur over 'Los Padres National Forest' i Californien i USA og derfor var tvunget til at forsøge at nødlande.
Da han ikke kunne finde et egnet sted til at gøre det, valgte han dog i stedet at springe ud af flyet med faldskærm på og derved lade flyet styrte ned i et bjerg.
Det hele blev desuden filmet af to kameraer ombord på flyet og ét monteret på hans faldskærm og senere delt på YouTube, hvor videoklippet fortsat ligger.
Artiklen fortsætter under videoklippet.
Jacob anmeldte styrtet til myndighederne og en efterforskning blev sat i gang.
Her forklarede han, at han ikke vidste, hvor vraget befandt sig, men sandheden var en anden.
Det har nemlig senere vist sig, at Jacob kort efter styrtet hentede vraget ved hjælp af både en helikopter og en bil med trailer og skaffede det af vejen for at dække over, at der slet ikke var motorvejl på flyet.
Han havde nemlig selv slukket det for at styrte med vilje i jagten på visninger på sin YouTube-kanal.
Torsdag erkendte Jacob, at han havde løjet, og han kan nu se frem til en fængselsstraf, der i værste fald kan være på op til 20 års fængsel.
Han har desuden fået frataget sit pilotbevis.
Herunder kan du se den fulde video fra Jacobs stunt: