Kvinde troede, hun vidste alt om sin ægtemand gennem otte år - men så dukkede politiet op

Ane Sørensen

407 uger siden

|

01/03/2017
Udland
Genrefoto: Shutterstock
Genrefoto: Shutterstock
Nijole Lucinskaite glemmer aldrig den dag, hvor hun opdagede ægtemandens mørke hemmelighed.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Selvom det er syv år siden, at Nijole Lucinskaites liv blev vendt fuldstændig på hovedet, husker hun det stadig tydeligt. Den dag, hvor det gik op for hende, at hun slet ikke kendte sin allernærmeste.

Nijole Lucinskaites hjem i den australske by Melbourne blev forvandlet til et gerningssted, da politiet pludselig kom ind af døren og målrettet førte hendes ægtemand gennem otte år ind i parrets computerrum.

Det skriver news.com.au.

Da Nijole Lucinskaite spurgte politiet, hvad de ledte efter, bad de hende spørge sin mand. Han tilstod straks, at han var i besiddelse af børnepornografi.

I computerrummet fandt politiet 22.000 billeder og 900 videoer med unge piger og drenge, som blev udnyttet seksuelt. 

I dag er Nijole Lucinskaite først i 70’erne og først nu føler hun, at hun er ved at blive sig selv igen, efter den chokerende erkendelse om sin nu tidligere ægtemand, der endte med at blive sendt tilbage til USA, hvor han oprindelig kom fra.

Men selvom den nu ældre kvinde har fået det bedre, kæmper hun stadig med sin fortid. Nijole Lucinskaite har for første gang valgt at stå frem med både navn og historie i et forsøg på at komme videre med sin tilværelse en gang for alle.

Nijole Lucinskaite har nemlig brugt årevis på at lade som om, det aldrig skete og levet med en følelse af skam. Hun ønskede at fortælle sin historie, men følte ikke, at nogen ville lytte.

Men i dag var der endelig nogen, som hørte efter, da hun talte ved en konference i Melbourne sammen med andre kvinder, hvis tidligere partnere også var blevet taget med børneporno.

Nijole Lucinskaite opfordrer andre kvinder til at lytte til deres mavefornemmelse, som hun ville ønske, at hun selv havde gjort. Men også tilgive sig selv, hvis de ikke var klar over, hvad der foregik:

- Alt jeg kan sige er, at du ikke skal være hård ved dig selv, fordi du ikke opdagede det - for den skyldige ville have været fuldstændig opsat på, at du ikke skulle finde ud af det, siger Nijole Lucinskaite.