Kvinde fundet død i sit hjem: Glemt af hjemmehjælpen i en måned

Nicolai Busekist

199 uger siden

|

28/02/2021
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En kvinde, der blev fundet i sit hjem, kan have ligget død i en måned, selvom hun skulle have haft hjemmehjælp dagligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I sommer blev en kvinde fundet død i sit hjem i Luleå i Sverige. Der var gået en uge siden en bekymret pårørende til kvinden havde kontaktet hjemmehjælpen, da vedkommende ønskede at høre, hvordan det stod til.

Da kvinden blev fundet død i sit hjem, blev det vurderet, at hun kunne have ligget død i op mod en måned. Det skriver Newsner

Den afdøde kvinde havde ret til hjemmehjælp to gange om dagen, hvilket har medført, at den svenske inspektion for pleje og omsorg (IVO) nu stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor hun ikke blev fundet tidligere. 

Efterfølgende har det vist sig, at de planlagte hjemmehjælpsbesøg ikke fandt sted i længere tid op til hendes død. 

Fra 4. juni frem til 3. juli, hvor hun blev fundet død, var der ingen dokumenterede besøg fra hjemmehjælpen. Derfor udelukker IVO ikke, at hun kan have ligget død i en måned, da hun blev fundet. 

IVO ser naturligvis meget alvorligt på sagen, hvor de har konstateret, at der er tale om 'alvorlige mangler' ift. dokumentation, at indsatsen ikke er blevet fulgt op, at afvigelserne ikke er blevet rapporteret, og at den afdøde kvinde ikke er blevet besøgt, som planlagt. 

Da Luleå Kommune undersøgte sagen nærmere, viste det sig, at der var mangler i den hjemmehjælpsgruppe, som havde ansvaret for den afdøde kvinde. Undersøgelsen blev efterfølgende overdraget til IVO, skriver den svenske avis Aftonbladet. 

På baggrund af de undersøgelser, som IVO har lavet, har de nu rettet en skarp kritik mod socialudvalget i Luleå Kommune. Desuden bliver det nu undersøgt nærmere, om hjemmehjælpen glemte kvinde, eller hvad der ligger til grund for, at hun ikke blev besøgt. 

Ifølge driftsleder Gabriella Lindkvist Durhan, har hjemmehjælpen vedtaget en række forholdsregler, der skal sikre, at en lignende hændelse ikke vil ske i fremtiden. Det fremgår ifølge Aftonbladet af en pressemeddelelse.

"Den mest omfattende foranstaltning er, at hjemmehjælpsgruppen nu er delt i tre nye grupper med hver sin enhedsleder," står der blandt andet i pressemeddelelsen.