Knivstikkeri foran skolebus: Mor og barn blandt ofrene

Mathias Madsen

26 uger siden

|

25/06/2024
Udland
Foto: ChiccoDodiFC/Shutterstock
Foto: ChiccoDodiFC/Shutterstock
En mor, hendes barn og en busansat blev mandag stukket ned ved et busstoppested, hvor en skolebus netop var stoppet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag morgen udfoldede der sig dramatiske scener ved et busstoppested i den kinesiske millionby Suzhou, hvor en skolebus netop var holdt ind.

Det skriver CNN.

En 52-årig kinesisk mand gik pludselig og tilsyneladende umotiveret til angreb på en japansk kvinde i 30'erne og hendes søn, som stod og ventede på skolebussen.

Det oplyser Japans udenrigsministerium.

Nogle af de tilstedeværende og buschaufføren, som netop havde holdt skolebussen ind ved busstoppestedet, så overfaldet og forsøgte at overmanden gerningsmanden ved hjælp af blandt andet en paraply og en taske.

Det lykkedes heldigvis i det omfang, at hverken kvinden eller hendes søn kom alvorlig til skade, men til gengæld blev den kvindelige buschauffør hårdt såret. Ingen andre kom til skade.

Gerningsmanden, som slap uskadt fra hændelsen, blev kort efter anholdt af politiet.

Kæmper for sit liv

Mor og søn blev efter den voldsomme hændelse kørt til et nærliggende hospital til tjek og for behandling af mindre skader. Den ene af dem er i skrivende stund blevet udskrevet, mens den anden fortsat er indlagt - hvem af dem vides ikke.

Buschaufføren, som forsøgte at afværge angrebet, er fortsat indlagt, og hun er desværre i livsfare, har det lokale politi oplyst.

"Efterforskningen af sagen er igangværende, og den kriminelle handling vil blive hårdt straffet i overensstemmelse med loven," lød det tirsdag i en erklæring fra politiet i den kinesiske provins.

I en udtalelse fra Kinas Udenrigsministerium lød det ligeledes, at de kinesiske myndigheder vil slå hårdt ned på angrebet samt gøre, hvad de kan for at sikre udlændinges sikkerhed i landet.

Angrebet på de to japanske statsborgere kommer kort tid efter, at flere amerikanske statsborgere blev angrebet af en kinesisk mand med en kniv i en park i en anden kinesisk by.

Det kan du læse mere om ved at trykke på artikel-linket herunder: