Kaos ombord på Ryanair-fly: 34-årig mand anholdt efter amokløb

Nicolai Busekist

73 uger siden

|

30/07/2023
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En 34-årig mand er blevet anholdt efter et amokløb ombord på et Ryanair-fly, der havde kurs mod Kroatien.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvad der skulle have været starten på en afslappende ferie for passagererne ombord på et Ryanair-fly, endte med at blive noget helt andet.

En britisk mand havde svært ved at styre sig selv, da han var ombord på et Ryanair-fly, der havde sat kurs mod Zadar i Kroatien.

Inden han gik ombord på flyet, havde han tilsyneladende indtaget en upassende stor mængde alkohol. Det resulterede i, at han ikke kunne opføre sig ordentligt på flyrejsen.

Den berusede mand skabte kaos ombord på flyet, hvor han blandt andet satte sig ovenpå en anden passager, inden han slog ham.

Det resulterede i, at flypersonalet besluttede at kontakte det lokale politi i Zadar, hvor flyet skulle lande. Derfor stod de klar til at anholde den 34-årige mand, da flyet landede.

Ifølge The Sun opstod der et sandt kaos ombord på flyet, der fredag aften havde forladt Stansted i London. Det britiske medie skriver, at situationen endte med at kulminere, da flyet nærmede sig sin destination.

"Han var meget højlydt og angreb fysisk en anden passager," har en anden passager om ord på flyet fortalt en kroatisk radiostation.

"Så snart døren til flyet blev åbnet, blev han ført væk af to politibetjente."

Det er ikke første gang denne sommer, at Ryanair har haft problemer på deres rute til Zadar. Tidligere på sommeren formåede en anden britisk mand at skabe panik ombord på et af deres fly.

I sidste måned gjorde en mand nemlig et forsøg på at åbne flydøren kort tid inden, at flyet lettede. Den 27-årige mand, der siges at være professionel bokser, sprang pludselig op fra sit sæde og råbte: 'Åbn døren'.

Det gjorde flypersonalet ikke, men til gengæld sørgede de for at tilkalde politiet, der kom og eskorterede ham væk.

Manden fra fredagens episode blev anholdt af politiet. Han skal møde op i retten mandag. Ryanair har ikke udtalt sig i sagen.