Man skal spole tiden et godt stykke tilbage - nærmere bestemt 1963 - for at stifte bekendtskab med den blonde skønhed Julie Mannix fra Philadelphia i USA.
Og Julie havde da også tabt sit hjerte for en mand ved navn Frank.
Men der var ganske vist et problem.
Han blev nemlig ikke anset for at være god nok til Julies velhavende familie - men det holdte hende ikke tilbage.
Julie havde nemlig ben i næsen, og under et tjek opdagende en gynækolog, at Julie var gravid.
Gynækologen lagde ikke skjul på, at Julies mor skulle vide det i stedet for Julie selv, så Julies mor fik delt nyheden før hende selv.
Og at få børn uden for ægteskabet var dengang uacceptabelt, og Julies familie lagde heller ikke fingre imellem, at babyen skulle fjernes, uanset hvad det end skulle koste.
Det skriver LittleThings.
Og på trods af, at det dengang var ulovligt at få en abort, så tog Julies forældre ekstreme foranstaltninger i brug.
De kaldte hende nemlig ‘alvorligt deprimeret’, så hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor en abort kunne udføres lovligt.
Men da Julie nægtede abort, anbragte hendes forældre hende på et psykiatrisk hospital i seks måneder - og her måtte hun blive, indtil fødslen begyndte.
Den 19. april 1964 fødte Julie baby Aimee, men det var kun ganske kortvarigt, at hun fik lov til at se hende, før hun blev tvunget til at underskrive adoptionspapirer og opgive sin ret til at være Aimees mor.
Julie forsøgte at kontakte katolske velgørenhedsorganisationer for at finde ud af, hvordan Aimee havde det i løbet af de næste par år, men fik at vide, at hun ikke var berettiget til nogen information.
Og det eneste hun kunne gøre var at bede om, at Aimee var et godt sted.
Forrådt og traumatiseret af sin egen familie forlod Julie psykiatrisk afdeling og flyttede til New York City, hvor hun blev skuespillerinde.
Hun og Frank giftede sig desuden i 1965.
Og det var først da Kathleen, der havde fået en navneændring fra Aimee, fødte sine egne børn, at hun besluttede sig for at finde sin fødende mor.
Og Kathleen fandt hurtigt frem til hendes mor, og kort efter skrev hun et brev til Frank og Julie. Et brev, der sidenhen førte til ugentlige opkald mellem den sammenbragte familie.
"Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville føle mig som en datter igen, og alligevel er jeg her, elsket af to stærke og kloge forældre, der bekymrer sig, når mine børn er syge, og som ringer til mig ofte og konstant uden nogen særlig grund," skrev Kathleen i en artikel til Redbook Magazine.
Så på trods af deres forældres grusomme forsøg på at holde dem adskilt for over 40 år siden, føler Julie, Frank og Kathleen, at de aldrig har været adskilt.
