En influencer hævder, at hun fik at vide, at hun ikke kunne gå ombord på sit fly, før hun havde betalt 21.600 kroner for en opgradering, fordi hun var 'for tyk'.
38-årige Juliana Nehme har beskyldt flyselskabet Qatar Airways for at være diskriminerende, da de nægtede at lade hende gå ombord på det fly, der skulle flyve hende hjem til Brasilien.
I et opslag på Instagram, hvor hun har mere end 118.000 følgere, forklarer hun, at hun havde været på ferie i Libanon med sin familie. Hun fortæller også, at hun fløj ned til Libanon med Air France, uden at der var problemer.
På hjemrejsen, hvor hun altså skulle flyve med Qatar Airways, hævder hun dog, at hun ikke fik lov til at gå ombord på sit fly fra Beirut til Doha den 22. november. Det skriver Daily Star.
Det store postyr medførte, at hun ikke kunne nå sit næste fly, der skulle flyve hende fra Doha til Sao Paulo i Brasilien, hvor hun bor.
Juliana påstår også, at flyselskabet nægtede at refundere de 7.100 kroner, hun havde betalt for sin billet. I stedet krævede de, at hun betalte yderligere 21.600 kroner for at blive opgraderet til første klasse, så der var plads til hende i sædet.
Foto: Instagram
"De nægter mig min ret til at rejse. Jeg er desperat. Hjælp mig. De vil ikke have, at jeg går ombord, fordi jeg er tyk," siger hun i en video, hun har delt på Instagram.
"Hvilken skam for en virksomhed som Qatar at tillade denne form for diskrimination af mennesker! Jeg er tyk, men jeg er ligesom alle andre."
Hun endte med at blive i Libanon med sin mor, mens hendes søster og nevø rejste hjem. Hun befinder sig efter sigende fortsat i Libanon.
Qatar Airways, der blev kåret som verdens bedste flyselskab ved Skytrax World Airline Awards 2022, er blevet kontaktet af Daily Star med henblik på at få en kommentar til sagen.
De har dog endnu ikke reageret på henvendelse fra det britiske medie. Derfor vides det ikke, hvordan de forholder sig til kritikken fra den brasilianske influencer.