Ikea giver lavere løn til uvaccinerede

Mathias Madsen

153 uger siden

|

11/01/2022
Ikea i Storbritannien har valgt at 'straffe' deres uvaccinerede ansatte ved at sænke deres løn ved eventuel selvisolation betydeligt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den svenske møbelgigant Ikea har meldt ud, at uvaccinerede ansatte i deres varehuse i Storbritannien vil få mindre løn ved en eventuel selvisolation efter smitte, end deres vaccinerede kolleger får ved sygdom.

Lige nu får den gennemsnitlige ansatte i varehusene £400 (cirka 3500 kroner) om ugen før skat, hvis de er nødt til at være hjemme på grund af corona eller anden sygdom.

Ikea har dog meldt ud, at deres uvaccinerede medarbejderes løn for 10 dages isolation ved eventuel smitte med virusset vil falde til de lovpligtige £96,35 (næsten 900 kroner) om ugen. Det skriver Ladbible

Årsagen til den nye regel er, at folk i Storbritannien som har fået to vaccindoser eller mere ikke behøves gå i selvisolation, selvom de har været nær kontakt til en, som er bekræftet smittet med corona.

En talsperson for virksomheden understreger dog, at lønniveauet vil blive bestemt individuelt fra sag til sag, og at det generelt kun er uvaccinerede med et i forvejen højt sygefravær, som vil blive ramt af den lavere løn. Det skriver Finans

"Vi anerkender, at det her er et emotionelt emne, og alle omstændigheder vil blive overvejet fra sag til sag. Derfor er enhver der er i tvivl eller bekymrert omkring deres situation opfordret til at snakke med deres nærmeste leder," lød det ifølge Ladbible i udtalelsen.

Selvom Ikea allerede har fået en del kritik for det nye tiltag, så er de ikke den første virksomhed i Storbritannien, der 'straffer' deres uvaccinerede ansatte, og supermarkedskæden Morrisons gjorde således det samme i september sidste år. 

Dengang udtalte en medarbejder til The Guardian: "Det føles næsten som om, at firmaet tvinger folk til at få stikket."

Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation har du i Danmark ret til løn som under almindelig sygdom, hvis du ender i selvisolation, såfremt du generelt følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Det skriver Finans. 

Ikea har 21 varehuse og over 10.000 medarbejdere i Storbritannien.