Den engelske Setter, Pete, havde boet på et hundeshelter, hvor han endelig var blevet adopteret fra. Pete nåede at bo 18 måneder hos sin nye familie i New Jersey i USA, før han desværre måtte aflives på grund af sine kvæstelser efter en hæftig kamp med en sort bjørn.
Hunden var ude at vandre i det nordlige New Jersey sammen med en masse andre hunde, da de alle blev passet i hundedagplejen 'Me & My Shadow Pets daycare service'. Det skriver Indy100.
'Dagplejen' skriver på deres instagramprofil (@mmspets), at Pete og de andre hunde overraskede en sort bjørn, som gik til angreb på flokken. Heroisk sprang Pete frem og gik til modangreb på bjørnen, som hunden formåede at holde i skak indtil de andre hunde og den tilstedeværende person var kommet i sikkerhed.
Foto: Instagram/@mmspets
Da personen som luftede hundene kom tilbage, lykkedes det vedkommende at skræmme bjørnen væk, men Pete var desværre allerede hårdt såret. Pete blev båret ind i en bil og kørt til hospitalet:
"Røntgenbillederne afslørede nogle rimelig slemme rygsøjleskader, som betød, at han aldrig ville komme til at gå igen, hvis han overlevede alle operationerne (ikke sikkert i hans alder). Vi besluttede, at det var bedst at slippe ham denne eftermiddag," skrev 'dagplejen' blandt andet på deres Instagram, da de offentliggjorde Petes død.
Foto: Instagram/@mmspets
Som afslutning på opslaget skrev de: "Vær søde at tænde et lys for Pete og husk, at det nogle gange kan redde dig at redde og opforstre en hund. Senior hunde har så meget at byde på. Elsker dig Petey."
Opslaget har fået en del opmærksomhed på de sociale medier og en bruger skriver for eksempel i kommentarerne til opslaget: "Wow. Smukt og trist." En anden skriver: "Jeg er så ked af det Petey! Du var sådan en modig dreng. Du var så elsket. Løb frit igen blandt flere af dine venner og fri for dine skader!"
En af familiens venner delte historien og et billede af Pete på Twitter, hvor flere også gav udtryk for deres sorg og kærlighed til Pete. En skrev blandt andet: "RIP (red. Hvil i fred) Pete. Bønner og ro til hans ejere. Jeg håber de finder ro i at vide, at han var en helt."