Toårig forsvandt for ni måneder siden: Politiet bekræfter nu hjerteskærende fund

Mathias Busekist

38 uger siden

|

31/03/2024
Udland
Foto: Gendarmerie Nationale
Politiet har gjort et skrækkeligt fund i sagen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Toårige Emilé har trukket overskrifter verden over, efter han forsvandt fra bedsteforældres hjem i landsbyen Haut-Vernet for næsten ni måneder siden.

Han var ude i haven, mens bedsteforældrene gjorde bilen klar til udflugt, som de aldrig nåede ud på.

For med ét var Émile væk, hvilket altså udløste en massiv eftersøgning med støtte fra blandt andet fransk militær.

Og nu, efter ni måneder med mystik, er der endelig nyt om den forsvundne 2-årige Emilé.

Desværre er det ikke de gode nyheder, man havde håbet på, skriver B.T.

Pressemeddelelsen, som statsadvokaten i Aix-en-Provence har udsendt, informerer om at man 30. marts har fundet en række knogler som stammer fra et menneske, nær landsbyen Haut-Vernet, hvor Émile sidst blev set. 

"Efterforskerne tog knoglerne i besiddelse og transporterede dem til IRCGN (retsmedicinsk afdeling red.) for at udføre genetiske identifikationsanalyser, som gjorde det muligt den 31. marts at konkludere, at de var knoglerne af barnet Émile Soleil," kommer det fra statsadvokaten.

Familien er blevet underrettet.

Den nye udvikling kommer ikke længe efter, at familien, venner samt andre vidner, blev indkaldt af anklagemyndigheden for at rekonstruere det øjeblik, hvor drengen sidst blev set.

Fransk Politi skal nu foretage flere undersøgelser i området, ligesom der fortsat pågår retsmedicinske analyser af knoglerne. 

Ifølge B.T., som citerer mediet BFMTV, var det en vandrer, der lørdag fandt drengens knogler.