England vil sende dødsbilister i fængsel på livstid

Ninna Andreasen

420 uger siden

|

04/12/2016
Hvis man slår nogen ihjel, mens man taler i håndholdt telefon og kører bil, skal fælden klappe.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Farlige bilister, som slår ihjel bag rattet, skal i fængsel på livstid.

Sådan lyder et lovforslag i Storbritannien, som lige nu vækker voldsom debat, skriver The Independent

Trafikanter, der forårsager dødsfald, fordi de kører for stærkt eller taler i telefon imens, skal have langt hårdere straffe.

Regeringen håber, at forslaget kan øge straffen til de mest alvorlige trafikforseelser.

Den nuværende straf er maksimalt 14 års fængsel, men den gennemsnitlige strafudmåling til skødesløse dødsbilister er på lige under fire år. 

- Dødsbilister ødelægger liv. Deres handlinger forårsager umålelig smerte for familier, som må gennemleve tragiske, unødvendige tab. Selvom det er umuligt at kompensere for tabet af en pårørende, er vi stålsatte på at sørge for, at straffen matcher forbrydelsen, siger justitsminister Sam Gyaimah.

Forslaget skal nu i høring. Her skal det også debatteres, om straffen for personskade i trafikken på grund af skødesløshed skal øges.

Sidste år blev 122 britter dømt for dødsfald i trafikken. 21 yderligere blev dømt for spritkørsel, som førte til andres død.