Eksplosioner over hele Ukraine: Ikke set lignende længe

Mathias Nielsen

86 uger siden

|

28/04/2023
Udland
Foto: Dnipropetrovsk Oblast State Administration Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Foto: Dnipropetrovsk Oblast State Administration Handout/EPA/Ritzau Scanpix
Ukraine er fredag morgen blevet ramt af raketangreb over flere dele af landet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Krigen i Ukraine fortsætter med at koste menneskeliv. Selvom krigen er trukket i langdrag, så er der stadig forskellige faser.

Fredag morgen kunne det tyde på, at Rusland måske har planer om en række offensiver. 

Der er således meldinger om flere missilangreb, blandt andet i hovedstaden Kyiv. Her har luftforsvarssystemer skudt 12 missiler ned, oplyser ukrainske myndigheder ifølge TV 2.

Også i byen Uman i Tjerkasy-regionen har russiske styrker angrebet med krydsermissiler, som har dræbt tre personer.

I Uman er TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt for øjeblikket til stede, og han fortæller følgende til TV 2:

- Vi kunne høre en eksplosion i løbet af natten, og jeg tænkte i første omgang ikke mere over det, for det sker ofte her i Ukraine. Men det viste sig at være mere voldsomt end som så, lyder det fra Rasmus Tantholdt.

Mindst fem civile er såret efter morgenens angreb på Uman, som ramte et boligbyggeri i byen.

Der er også meldinger om angreb i den østlige Donetsk-region, som Rusland annekterede sidste år.

Den brede række af angreb er noget, man ikke har set længe i Ukraine, vurderer Rasmus Tantholdt.

- Der har været spekuleret i, hvorfor russerne ikke har gennemført de her missilangreb i det seneste stykke tid. Nogle har spekuleret i, om det har været et spørgsmål om at forsøge at spare lidt på missilerne.

Den ukrainske indenrigsministers rådgiver, Anton Herasjtjenko, har fredag morgen delt en video på Twitter, som angiveligt skulle være optaget i Uman.

- En raket har ramt vores hjem. Vi er alle sammen smurt ind i blod. Børn lå og sov her, tak Gud, for at vi alle er i live. Alle vores vinduer er væk, lyder det i videoen.