Forskere har efter flere års intens søgning med stor sandsynlighed gjort sig et stort maritimt fund.
Målet har været at finde Endeavour (officielt His Majesty's Bark Endeavour), som var det fartøj, den britiske opdagelsesrejsende James Cook brugte på sin første opdagelsesrejse til Stillehavet mellem 1768 og 1771.
Og nu er man angiveligt kommet i mål. Kevin Sumption, administrerende direktør for Australian National Maritime Museum, fortalte ifølge Sky News journalister i Sydney, at efter mere end to årtiers efterforskning, så var det berømte skib blevet fundet.
Han sagde:
"Vi kan endegyldigt bekræfte, at dette virkelig er vraget af Cook's Endeavour. Dette er et vigtigt øjeblik. Det er uden tvivl et af de vigtigste fartøjer i vores maritime historie."
Endeavour sejlede i områder af verden, der stort set var ukendte for europæerne på det tidspunkt, inklusive dele af Australien og New Zealand.
Men i 1775 var skibet i dårlig stand og blev solgt til en privat ejer, som omdøbte det til Lord Sandwich.
Endeavour blev sænket af britiske styrker i 1778 i Newport Harbor, Rhode Island.
Forskere har brugt de sidste 22 år på at undersøge området og undersøgt adskillige skibe fra det 18. århundrede inden for et rum på to kvadratkilometer.
Man har altså brugt megen tid for at nå frem til Endeavour.
Deres undersøgelse involverede ting som at sammenligne vragene med planer og målinger af Endeavour, se på hvordan vragene var blevet bygget og den sandsynlige oprindelse af materialerne.
Kevin Sumption sagde, at de "sidste brikker i puslespillet" skulle bekræftes, før han følte sig i stand til at offentliggøre opdagelsen.
Men nu, baseret på "arkivalier og arkæologiske beviser", var han "overbevist om", at det berømte skib var blevet fundet.
Vraget ligger kun 500 meter fra kysten, 14 meter under overfladen, under næsten 250 års sediment og silt.
James Cook var en britisk opdagelsesrejsende.Foto: Shutterstock