Efter vold og røverier: Flere unge mænd anholdt

Mathias Madsen

22 uger siden

|

18/07/2024
Flere unge mænd i alderen 18-20 år er blevet anholdt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den norske by Stavanger har det seneste stykke tid været plaget af røverier, overfald og vold, men det er måske slut nu.

Det lokale politi i byen har i hvert fald i en større politiaktion torsdag anholdt "flere personer," som menes at have forbindelse til de mange røverier og den vold, som har fundet sted i byen.

Det skriver norske NRK.

Volden og røverierne har primært hærget midtbyen, og som følge af politiets efterforskning er flere unge mænd med forbindelse til netop det område nu blevet anholdt.

"De anholdte er mænd i alderen 18-20 år," lyder det fra politianklager Fredrik Hemmingsen, som har forklaret, at mændene "alle har forbindelser til Stavanger."

Planen er, at mændene skal afhøres, og så "overvejes" det ifølge politianklageren, om nogle af mændene skal fremstilles med henblik på varetægtsfængsling. Alle mændene er i skrivende stund i politiets varetægt.

Politiet vil af hensyn til den videre efterforskning ikke konkretisere, hvad mændene er anholdt og sigtet for, men de har røbet, at mændene mistænkes at have forbindelse til de mange alvorlige forbrydelser, som den seneste tid har hærget Stavanger.

"Vi skal være tilbageholdende med oplysninger i denne fase af hensyn til den igangværende efterforskning," lyder det fra Hemmingsen.

Så sent som i går blev en teenager røvet ved busterminalen i den sydnorske by, og lørdag blev tre 18-årige anholdt i forbindelse med et andet røveri i centrum af Stavanger.

Det er uklart, præcist hvor mange mænd der torsdag er blevet anholdt.

Stavanger er en by i det sydlige Norge med ca. 130.000 indbyggere.