Efter dødeligt knivangreb i Tyskland: Her er terroristen

Mathias Madsen

17 uger siden

|

25/08/2024
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tysk politi anholdt lørdag aften den person, som mistænkes at stå bag terrorangrebet i Solingen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En menneskejagt gik i gang i det vestlige Tyskland fredag aften, da en på daværende tidspunkt ukendt person omkring kl. 2140 gik til angreb med en kniv på gæsterne ved en byfest i byen Solingen.

Tre personer omkom i angrebet, og yderligere otte blev såret - flere af dem kritisk. Desværre slap gerningspersonen væk.

Politiet igangsatte derfor en menneskejagt, og lørdag lød meldingen, at man havde én anholdt. Den anholdte var en kun 15-årig dreng, som dog ikke var mistænkt for at stå bag angrebet.

Drengen var derimod blevet anholdt og sigtet for at have kendt til angrebet, inden det skete, uden at anmelde det. Hans præcise rolle i planlægningen af angrebet kendes endnu ikke.

Kort efter tog den frygtede terrorgruppe Islamisk Stat ansvaret for angrebet, og man vidste derfor, at angrebet var en terrorhandling, men man manglede stadig gerningsmanden. Sent lørdag aften kunne tysk politi dog melde ud, at man havde anholdt endnu en person i sagen, og at det var den formodede gerningsmand.

Syrisk statsborger

Ifølge det tyske medie Spiegel skete anholdelsen, efter politiet havde fulgt et spor til en flygtningelejlighed, som de havde ransaget.

Den mistænkte gerningsperson var ikke på adressen, men kort efter ransagningen havde han ifølge mediet opsøgt politiet og meldt sig selv. Han var angiveligt stadig iført beskidt og blodigt tøj på anholdelsestidspunktet, som var mere end 24 timer efter selve angrebet.

Den anholdte er politiets hovedmistænkte, og han har ifølge flere lokale medie også selv erkendt, at det var ham, der stak 11 personer ned til byfesten fredag aften.

Terroristen er 26-årige Issa al H., og han er syrisk statsborger. Han blev født i den syriske by Deir al-Sor, men kom til Tyskland som flygtning i slutningen af december 2022.

Han søgte asyl i byen Bielefeld ca. 150 km nordøst for Solingen, hvor angrebet fandt sted, og ca. ét år senere modtog han såkaldt subsidiær beskyttelse, som er en EU-anerkendt form for beskyttelse til personer, der søger asyl, men som ikke opfylder de grundlæggende betingelser for at opnå status som flygtning.

Med subsidiær beskyttelse opnår man næsten samme rettigheder som en flygtning, og det gør det svært for lande som Tyskland at sende vedkommende ud af landet. Beskyttelsen gives ofte til personer fra borgerkrigshærgede lande.

Issa al H. er sunnimuslim. Han var ikke af de tyske myndigheder kendt for at være islamistisk ekstremist, og han var dermed ikke i politiets søgelys inden angrebet.