Derfor skyder Putin sine egne soldater

Mathias Madsen

143 uger siden

|

24/03/2022
Udland
Foto: Facebook / The Sun
Foto: Facebook / The Sun
Flere ukrainske kilder beretter om, at Putin beordrer soldater til at skyde deres landsmænd, hvis de forsøger at desertere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I starten af den russiske invasion af Ukraine i slutningen af februar udtalte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han forventede, at konflikten ville blive hurtigt og nemt overstået. 

Han havde formentlig ikke forventet, at han ville møde særlig stor modstand i Ukraine.

På papiret er Rusland overlegen, og han havde måske troet, at mange ukrainere ville støtte ham fremfor Zelenskyj, men sådan gik det ikke. 

Det er i dag præcis én måned siden, at de første russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine, og alligevel har de ikke haft succes med at indtage landets hovedstad, Kyiv, endnu. 

Ligeledes har blandt andre det britiske forsvarsministerium ifølge TV2 flere gange udtalt, at det ser ud til, at den russiske fremtrængen er gået mere eller mindre i stå. 

Russerne har blandt andet problemer med forsyningen af både mad og vand til deres soldater, og der begynder at florere rygter om, at de russiske soldater har mistet gejsten. 

Den britiske avis The Sun skriver, at de rygter ifølge ukrainske kilder er sande, da flere russiske krigsfanger angiveligt har forklaret, at Putin har sat såkaldte 'henrettelsesdelinger' ind i Ukraine. 

Ifølge de ukrainske kilder, som angiveligt har fået informationen fra tilfangetagne russiske soldater, er der tale om militære enheder, som følger efter andre russiske tropper og har ordre på at skyde og dræbe enhver russisk soldat, som forsøger at desertere og flygte enten tilbage til Rusland eller til Ukraine. 

Avisen skriver, at én tilfangetaget russisk tankfører har forklaret til ukrainske soldater, at han forsøgte at desertere, men opgav da han fik fortalt, at han ville blive skudt, hvis ikke han fortsatte. 

De sociale medier, såsom videoappen TikTok, har ligeledes flydt over med videoer, som angiveligt viser tilfangetagne russiske soldater, som fortæller, at de ikke ønsker at være i krig, at de bare troede, at det var en øvelse, eller at de har fortrudt, at de er taget afsted.