Den Internationale Valutafond: Statsbankerot er ikke urealistisk

Mathias Nielsen

141 uger siden

|

11/03/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
IMF spår nogle dystre måneder for den globale økonomi, som dog vil ramme meget hårdt et sted.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Krigen i Ukraine og de massive sanktioner mod Rusland har ikke overraskende udløst en nedgang i den globale handel samt sendt fødevarepriserne kraftigt op.

Disse triste omstændigheder vil tvinge Den Internationale Valutafond (IMF) til at sænke sin globale vækstprognose i næste måned.

Det siger IMF's direktør, Kristalina Georgieva ifølge Berlingske.

Foruden  krigens forfærdelige omkostninger i form af tab af menneskeliv, lidelser og massive flygtningestrømme i Europa vil økonomien også blive ramt, siger hun.

Sanktionerne, som vestlige lande har pålagt Rusland, vil ifølge Georgieva udløse en så dyb recession i Rusland, at IMF-direktøren ikke vil udelukke sandsynligheden for, at men vil se en russisk statsbankerot.

Værdien af den russiske rubel er styrtdykket siden invasionen, og det udhuler købekraften for den russiske befolkning, fremhæver IMF-chefen.

For at holde på udenlandsk valuta i landet, har præsident Putin via et hastedekret gjort det umuligt at rejse ud af Rusland med mere end 10.000 dollars.

Tidligere i denne uge forudså kreditvurderingsbureauet Fitch ligeledes, at Rusland kunne være tæt på en statslig betalingsstandsning.

IMF satte i januar sit globale vækstskøn for 2022 ned til 4,4 procent. I 2021 voksede økonomien med 5,9 procent.

Kristalina Georgieva nævner ikke noget om størrelsen af den kommende nedjustering for prognosen for 2022.

Krigen og sanktionerne, der blandt andet omfatter et amerikansk forbud mod import af russisk olie, vil ifølge IMF medføre kraftigt stigende priser på energi, og råvarer som hvede og metaller, som der produceres meget af i både Rusland og Ukraine.

Og de stigninger kommer »oveni allerede høj inflation, som skaber dyb bekymring mange steder i verden«, siger Kristalina Georgieva.

“Med pandemien kom vi igennem en krise, som ingen anden. Nu står vi et endnu mere chokerende sted. Det utænkelige er sket: Vi har en krig i Europa,” siger hun.

Torsdag sagde Oleg Ustenko, der er økonomisk chefrådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at de russiske invasionsstyrker har ødelagt veje, broer, bygninger og anden infrastruktur til en værdi af mindst 100 milliarder dollar – cirka 676 milliarder kroner.

Der er altså allerede nu udsigter til en lang og dyr genopbygning af Ukraine.