Johnsons kommentarer kommer efter at russiske styrker i morges angreb Zaporizhzhia-atomkraftværket, det største atomkraftværk i Europa, hvilket resulterede i en stor brand.
Branden hærgede i mindst fire timer, efter at anlægget blev ramt af granater.
Redningsmandskabet blev angiveligt skudt efter, mens de forsøgte at slukke branden.
Ilden er siden blevet slukket.
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij var i dialog med Johnson kort efter angrebet, hvorefter premierministeren sagde, at han ville anmode om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd.
En talsmand fra Downing Street beskrev situationen ved atomkraftværket som "meget bekymrende" og sagde, at Zelenskij og Johnson var enige om, at Rusland "med det samme skal ophøre angrebet på kraftværket og give uafhængig adgang til redningsarbejdere ved anlægget."
"Premierministeren har advaret om, at den russiske præsident Putins uforsvarlige handlinger nu direkte kan true sikkerheden i hele Europa. Han sagde, at Storbritannien vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at situationen ikke forværres yderligere," kommer det fra talsmanden.
Begge ledere var også enige om, at en våbenhvile var afgørende.
Johnsons kommentarer var et ekko af en udtalelse fra Zelenskij efter angrebet, hvor han sagde, at en eksplosion ville være "enden for os alle sammen, enden på Europa".
"Kun en øjeblikkelig indsats fra Europas side kan forhindre russiske tropper i at invadere og forhindre Europas død som følge af en atomkatastrofe," tilføjede han.
Det nylige angreb på atomkraftværket er også blevet kritiseret af NATO's generalsekretær Jens Stontenberg.
"Dette viser blot, hvor hensynsløs denne krig er, og hvor vigtigt det er at afslutte den. Og vigtigheden af, at Rusland trækker alle sine tropper tilbage og engagerer sig i god tro i diplomatiske bestræbelser."