Borgmester er blevet bortført

Mathias Madsen

145 uger siden

|

13/03/2022
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I alt to ukrainske borgmestre er nu angiveligt blevet bortført af russiske soldater.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Borgmesteren for den ukrainske by Dniprorudne, Yevhen Matveyev, er blevet bortført af russiske soldater. 

Det har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, ifølge TV2 udtalt, og en talsperson for Zaporizhzhia regionens militære administration har ligeledes ifølge ukrinform bekræftet det på Facebook.

Her har talspersonen blandt andet skrevet: "Klokken 08:30  [07:30 dansk tid] i dag, d. 13. marts, har det russiske militær bortført borgmesteren af Dniprorudne i Vasylivka distriktet i Zaporizhzhia regionen."

Talspersonen skriver desuden, at de russiske soldater intimiderer indbyggerne i byen, som har næsten 20.000 indbyggere, ved at virke truende, sprede falske rygter og konstant holde lokale indbyggere fanget som 'gidsler'. 

Vedkommende skriver desuden, at de russiske besættere er set konfiskere mad, tøj og genstande til personlig hygiejne ved checkpoints rundt omkring i byen. 

Nyheden om borgmesterens bortførelse kommer i kølvandet på, at borgmesteren for byen Melitopol, Ivan Fedorov, angiveligt blev bortført i fredags, ligesom at en lokal aktivist fra Melitopol, Olha Haisumova, også blev bortført under en demonstration. 

Melitopol og Dniprorudne er begge byer, som ligger tæt på hinanden i det sydlige Ukraine. Melitopol har cirka 150.000 indbyggere, og Dniprorudne har omkring 18.000 indbyggere.

Begge byer er under russisk kontrol.

Opdateret klokken 11:41: Ifølge TV2 har Rusland selv valgt og indsat en ukrainsk dame, som tidligere har været byrådsmedlem i byen, som borgmester i Melipotol.